Skilsmissefar holder børnene hjemme fra skole

Skilsmissefar holder børnene hjemme fra skole

Spørgsmål:

Hej Anja Cordes,

Jeg har et STORT problem.

Jeg er alenemor til 2 drenge på 9 og 11 år – min eksmand og jeg har fælles forældremyndighed over dem (de har adresse hos mig) og har en ordning, hvor børnene er hos deres far fra onsdag aften til lørdag aften hver uge.

Problemet er, at børnene sjældent kommer i skole de dage, hvor de er hos deres far. Det har stået på mere eller mindre det sidste års tid. Jeg har selvfølgelig snakket med ham om det, og skolen har snakket med ham, men der er altid en eller anden undskyldning – mest at de er syge, men det er de faktisk IKKE (siger de selv)…..

Der kan sommetider gå en uge eller to, hvor de faktisk er i skole begge dage, men de fleste uger er børnene enten fraværende den ene eller begge dage – eller i hvert fald den ene af drengene har fravær. Børnene skal selv sørge for at komme op om morgenen, spise og tage tøj på og komme af sted til tiden, – det er svært, når man kommer sent i seng!! Det siger sig selv, at de har svært ved at følge med i skolen, men jeg gør mit bedste for, at de laver det, de går glip af. Derudover laver jeg lektier med dem onsdag eftermiddag til resten af ugen, fordi det ikke bliver prioriteret hos deres far.

Har jeg overhovedet nogen mulighed for at gøre noget ved problemet? Jeg er ikke ude på at fratage min eksmand samvær med børnene eller på anden måde ødelægge kontakten, men det fungerer ikke sådan her. Det skal siges, at børnene er glade for at komme hos deres far – der er MEGET frie tøjler, idet de selv må bestemme sengetid, om de vil lave lektier, have børstet tænder, store mængder slik og sodavand og McDonalds hver dag (det er faktisk hver dag) og så videre. Alt i alt må jeg sige, at min eksmand ikke lever op til sin del af ansvaret som forælder. Han har også MEGET svært ved at overholde de fastlagte tidspunkter for aflevering af børnene, så jeg kan aldrig være sikker på, om de faktisk kommer hjem klokken 18 lørdag eller hvornår. Det er alt fra 10 minutter til 3 timer, og det er også sket, at han først er kommet med dem søndag, da de var taget til Tyskland.

Et andet problem er, at han heller ikke vil udlevere børnenes (og mine) ting, som vi ikke fik med ved skilsmissen. Kan jeg gøre noget ved det nu – der er gået halvandet år? Vi var enige om bodelingen, som jeg selvfølgelig havde skrevet under, men den dag jeg/vi flyttede, smed min eksmand os ud, og vi fik intet med udover det, vi stod og gik i. Efterfølgende har vi så fået lidt hen af vejen, men langt de fleste af børnenes ting er stadig hos min eksmand. Og mange af mine personlige ting. Jeg har selvfølgelig bedt om tingene mange gange, men han nyder at have ”magten” til at sige – det må vi lige se på, og så sker der ikke mere.

Kan jeg gøre noget ved det?

Jeg håber, du kan give mig et råd – det er ret frustrerende hele tiden at skulle kæmpe.

Venlig hilsen

Lise Hansen

Læs advokatens svar på næste side>>

Svar:

Kære Lise,

At din eks ikke overholder børnenes skolegang, er jo ikke så godt! Du kan bede statsforvaltningen indkalde til en børnesagkyndig rådgivning, hvor du kan fremføre dine bekymringer om både skole og grænsesætning for børnene og håbe på, at din eksmand accepterer de råd og anvisninger, I formentlig vil få fra den børnesagkyndige.

Hvis det ikke hjælper, kan du eventuelt bede statsforvaltningen om at præcisere, at din eks skal overholde børnenes skolegang og aflevering og afhentning, således som det fastsættes af statsforvaltningen. Fælles forældremyndighed forudsætter, at I er enige i de væsentlige overordnede forhold for børnenes opvækst, og til det hører jo i høj grad at komme i skole hver dag!

Med hensyn til de ting, du endnu ikke har fået, kan du henvende dig i fogedretten med anmodning om udlevering, men det kræver, at du kan dokumentere (bevise), at tingene tilhører dig eller børnene. Jeg vil her anbefale dig at spørge en advokat til råds om, hvorvidt det kan betale sig at starte en sag om dette.

Med venlig hilsen

Anja Cordes