Hvilke vitaminer er bedst?
Spørgsmål:
Kære Maria Haukrogh
Jeg har et spørgsmål om vitaminer i maden, for jeg er blevet i tvivl om, hvad der er bedst.
Frisk frugt, grønt og kød er vel det allerbedste. Men hvis man for eksempel køber fisk i supermarkedet, har det ligget et stykke tid og er ikke længere helt friskt. Hvad er så bedst? Fisk, som er frosset ned lige efter, det er fanget, eller fersk fisk som har været nogle dage undervejs?
Og hvad med grøntsager? Nogle siger, at det er bedre at tilberede og fryse dem med det samme end at lade dem ligge to uger i køleskabet, før man bruger dem. Er det rigtigt?
Jeg vil også gerne vide, om vitaminerne forsvinder, når man tilbereder maden? Hvor meget ville man få ud af at spise frugt og grønt råt hver gang? Og skræller man vitaminerne af frugt og grønt, når man skræller det?
Læs ernæringsekspertens svar på næste side.
Spørgsmål:
Kære brevkassespørger!
Ernæringsmæssigt er frosne fisk fuldt på højde med frisk fisk. Vitaminer og mineraler forsvinder ikke, fordi fisk fryses ned. Fisk kan holde sig i fryseren i cirka tre måneder. Især fede fisk kan komme til at smage harsk, hvis de ligger længe.
Spisekvaliteten af frossen fisk kan variere fra den bedste til den dårligste oplevelse, men pris, datomærkning og kvalitet har en klar sammenhæng. Frossen fisk er en let adgang til at få fisk at spise. I fryseren er den altid ved hånden, og meget af den frosne fisk er helt uden ben.
Frugter og grøntsager derimod mister nogle af næringsstofferne, når de tilberedes f.eks. koges. Til gengæld er det nemmere at spise større mængder tilberedte frugter og grøntsager, og det er også en fordel, at nogle af stofferne bliver nemmere at optage.
Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man både spiser rå og tilberedte frugter og grøntsager. Tilberedningen af grøntsager og frugter er således langt mere afgørende for frugt og grønts vitamin- og mineralindhold end tiden, de er opbevaret i køleskabet.
Undersøgelser tyder på, at frosne bær, frugter og grøntsager kun har lidt et ubetydeligt tab af næringsstoffer.
Med venlig hilsen Maria Haukrogh
OM EKSPERTEN
Maria Haukrogh er ernærings- og husholdningsøkonom i Fødevarestyrelsen. Hver måned svarer Fødevarerstyrelsens eksperter på læsernes spørgsmål om børn og mad i Junior.
Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns kost? Så skriv til kost@juniormag.dk