Hvor vigtige er de der vitaminer egentlig?

Spørgsmål:

Kære Maria Haukrogh

Min datter på otte år nægter at spise frugt eller grønt. Det har hun aldrig villet. Det eneste, hun vil spise, er majs og broccoli, men alt andet frugt og grønt nægter hun at røre.

Jeg får selvfølgelig skjult lidt grøntsager i gryderetterne osv. en gang imellem. Men hvad kan jeg ellers gøre for, at hendes vitaminbehov bliver dækket? Kan det klares med en vitaminpille? Og hvor vigtige er de vitaminer egentlig?

Læs ernæringsekspertens svar på næste side.

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Det er godt, at du forsøger at få mere frugt og flere grønsager ind i jeres mad derhjemme – hold ud! Det kan til tider være svært at få børn til at spise varieret, men det er vigtigt som forældre at ”gå foran” og være et godt eksempel.

Børn, der udvikler sunde vaner i barndommen, tager dem typisk med sig som voksne, derfor er det vigtigt, at du er vedholdende og prøver igen og igen. Frugt og grønsager er vigtige, fordi de blandt andet er rige på vitaminer og mineraler samt fibre.

Fødevarestyrelsen anbefaler at bruge den dobbelte mængde grønsager i forhold til kød ved tilberedning af middagsretter. Dette er især muligt ved sammenkogte retter, i lasagne, på pizzaer, og i frikadeller, såvel fiske- som kødfrikadeller, hvor grønsagerne kan rives ned i retten.

Men også grønsagssupper, som er purerede er gode for børn, der ikke kan lide grønsager, f.eks. tomatsuppe, kartoffel/jordskokkesuppe mv. Desuden kan du, hvis I spiser kartoffelmos til aftensmaden af og til tilsætte fx, pastinakker i mosen.

Hvis dette bliver en succes kan du senere prøve med f.eks. persillerod eller jordskokker. Disse rodfrugter er dog mere karakteristiske i deres smag og skal derfor komme hen ad vejen.

Afslutningsvist vil jeg tilføje, at du roligt kan servere majs eller broccoli dagligt, så din datter får noget grønt og desuden supplere med en vitaminpille dagligt.

Se også www.altomkost.dk og søg på kræsne børn.

OM EKSPERTEN

Maria Haukrogh er ernærings- og husholdningsøkonom i Fødevarestyrelsen. Hver måned svarer Fødevarerstyrelsens eksperter på læsernes spørgsmål om børn og mad i Junior.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns kost? Så skriv til kost@juniormag.dk