Hvordan deles ejendele ved skilsmisse?
Spørgsmål:
Jeg står desværre for at skulle skilles. Vi har været gift i 13 år og har to børn sammen.
Mit spørgsmål er, hvordan man finder ud af, hvilke ting hver især må tage med sig ud af ægteskabet? Hvem skal have gryder og sengetøj og cd’er og så videre. Altsammen ting, vi har købt til vores fælles hjem. Hvis vi ikke selv kan finde ud af at dele tingene ligeligt, kan man så få en advokat til at gøre det? Eller hvad gør man egentlig?
Læs familieadvokatens svar på næste side.
Svar:
Kære spørger,
Når det drejer sig om almindelige husholdningseffekter, og I har købt det sammen, har I begge to ret til at udtage, og jeg vil foreslå, at I forsøger at lave en liste, hvor I hver for sig afkrydser, hvad I gerne vil have.
Udgangspunktet for deling af løsøreeffekter er, at den, der ejer/har betalt/fået forærende genstanden, har retten til at udtage den. Hvis der er en særlig værdi, kan effekten vurderes, idet vurderingsprisen så indgår i den almindelige bodeling.
Om eksperten:
Anja Cordes er formand for Danske Familieadvokater og uddannet konfliktmægler. Hver måned besvarer hun læsernes juridiske spørgsmål i Junior. Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende familiejura? Så skriv til jura@juniormag.dk