Hvem har krav på lejligheden?
Hvem har krav på lejligheden ved skilsmisse?
Spørgsmål:
Kære Anja Cordes,
Vores familie bor i en lejelejlighed, men desværre ser det ud til, at min mand og jeg skal skilles. Vi har ikke børn sammen, men han har en datter fra et tidligere forhold, og jeg har en søn. Vi flyttede sammen i hans lejlighed for nogle år siden.
Mit spørgsmål er nu, hvem som skal have lejligheden, hvis vi bliver skilt og ikke selv kan blive enige om det? Har jeg ret til at blive boende, når det var ham, der stod på lejekontrakten oprindeligt? Eller er det bare stensikkert, at lejligheden går til ham, fordi han havde den først?
Hilsen Camilla
Se familieadvokatens svar på næste side.
Kære Camilla,
Der er ikke noget, der er “stensikkert”. Det vil altid være en konkret vurdering af jer to, – hvem har mest brug for den – økonomisk, – eventuelle forbindelser eller muligheder for at kunne skaffe sig ny bolig, tilknytning til kvarteret – arbejdsmæssige forhold og så videre.
Børnenes tilknytning spiller en meget stor rolle – mens den omstændighed, at det var din mands lejlighed, før I giftede jer, ikke spiller nogen rolle nu, hvor I skal skilles.
Med venlig hilsen
Anja Cordes
Om eksperten:
Anja Cordes er formand for Danske Familieadvokater og uddannet konfliktmægler. Hver måned besvarer hun læsernes juridiske spørgsmål i Junior. Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende familiejura? Så skriv til jura@juniormag.dk