Hvorfor har min søn pludselig afføring i bukserne?

Spørgsmål:

Kære Liselotte

Vores søn på 5½ år har pludselig, de sidste 3-4 uger, haft flere uheld med afføring i underbukserne. Han har ikke diarre eller maveproblemer og spiser ej heller anderledes end normalt. Han stoppede helt med ble, da han var 3, og har ikke haft uheld de sidste par år.

Det er ikke bare en ”bremsestreg” men decideret afføring, når uheldet er ude, og det kan ske 1-3 gange dagligt. Han er selvfølgelig ked af det, og det er vi jo også på hans vegne. Har I et godt råd?

Mvh

En bekymret mor

Læs lægens svar på næste side

Svar:

Kære mor,

Han har fået det, man kalder enkoprese eller manglende kontrol over afføringen. Langt de fleste af de børn, der før har været fuldstændig renlige, og som så begynder at få uheld som jeres søn, er forstoppede.

En forstoppelse i den alder opstår som regel på grund af “en ond cirkel”: Det gør ondt at have afføring. Man holder sig for at undgå smerten. Man undertrykker den normale trang og tarmen fyldes mere og mere. Der bliver lange mellemrum mellem afføringerne, der gør, at det bliver endnu mere smertefuldt at gå på toilettet og forsøge at presse de hårde knolde ud.

Når forstoppelsen så er total, kan man ikke altid længere holde sig, og der kommer en mindre portion afføring, når trykket bliver for stort. Det kan være startet af alle mulige grunde.

Han kunne være mælkedranker, som kan give forstoppelse. Eller han spiser måske ikke groft nok, tilstrækkeligt med fibre, der også kan give træg mave. Måske drikker han ikke nok eller rører sig for lidt? Nogle gange skyldes det, at han kan have fået en banal lille rift ved endetarmen, der gør, at han er begyndt at undertrykke afføringstrangen, når den melder sig.

Han forsøger at undgå presset, fordi han ikke vil føle smerten. Afføringen staser mere og mere op i tarmen. Efterhånden heler riften, men nu er han kommet ind i den onde cirkel, hvor tarmen er alt for udspilet og overfyldt. Når trykket fra tid til anden bliver for stort, lækker han en lille portion.

Forstoppelsen kan også skyldes, at han måske har lidt at spekulere på for tiden. En af de hyppigste årsager til manglende kontrol over afføringen er bekymring af den ene eller den anden slags.

Skal han til at starte i skole og er spændt på det? Har han det godt i børnehaven eller børnehaveklassen? Trives han, og er han en glad dreng? Har han for meget om ørerne? Er der sket noget i jeres liv, der kunne gøre ham bange eller trist? Er det blevet et konfliktområde eller et område, hvor han får fuld udelt opmærksomhed?

Der er rigtig mange muligheder, og I kan nok selv mærke, om det kunne være, fordi han har det lidt svært for tiden, at han får sine uheld. Jeres læge eller sundhedsplejerske vil helt sikkert kunne hjælpe jer med at afdække hvad, grunden kunne være i hans tilfælde og eventuelt hjælpe jer med at få behandlet forstoppelsen.

Jeres søn skal formentlig have noget afføringsmiddel, og det er vigtigt, at han behandles tilstrækkeligt kraftigt og tilstrækkeligt længe, så hans tarme virkelig tømmes grundigt, og han opnår en ny og bedret rutine, så han igen kan styre det og ikke skal bruge så mange kræfter på at holde igen.

Med venlig hilsen

Liselotte Hergel

Om eksperten:

Liselotte Hergel er praktiserende læge i Lyngby og har masser af børnefamilier i sin klinik. Hver måned besvarer hun læsernes spørgsmål om sundhed i Junior.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns sundhed? Så skriv til sund@juniormag.dk