Er det ok med 8-årig i dobbeltsengen?
Spørgsmål:
Kære Pernille,
Min søn på 8 år vil gerne sove i de voksnes seng. Det er en kamp hver aften at få ham til at lægge sig til at sove i sin egen seng og at blive der om natten. Jeg tror, han har brug for trygheden ved at sove sammen med os, og jeg har egentlig ikke noget imod det selv, men hans far siger helt kategorisk nej.
Jeg har foreslået, at vi køber en større seng, så det ikke er pladsproblemer, der afgør det, – men han siger stadig nej. Han vil have sin/vores seng for sig selv og mener, at det er bedre for vores søn at have glade, udhvilede forældre og ligge alene, end at ligge hos os med en utilfreds far til følge.
Har han ret?
Venlig hilsen en mor
Læs parterapeutens svar på næste side
Svar:
Kære Mor,
Dit spørgsmål er ikke så enkelt, at det bare kan fastslås med et ja eller nej, om hvorvidt din mand har ret eller ikke har ret. Jeg forstår det mere som, at I har to vidt forskellige holdninger og meninger.
En dreng på 8 år behøver ikke at sove hos forældrene. Der er intet, der peger på, at det har afgørende betydning for hans sundhed og udvikling. Men i nogle kulturer i andre lande betragtes det som værende ganske almindeligt, at familien sover sammen. I må finde ud af, hvad der passer jer og jeres familie.
Nogle børn kan i perioder af den ene eller den anden grund have brug for mere tryghed ved for eksempel at sove en nat i forældrenes seng. Det kan for eksempel være, hvis der sker større ændringer i deres liv, skoleskift, skilsmisse, mobning – eller hvis der i en periode sker meget udviklingsmæssigt for barnet.
Det er også altid godt at sikre, at barnet bliver mættet både med tryghed og opmærksomhed i de vågne timer. Det kan for eksempel gøres ved at give sig god tid til at lægge barnet i seng.
Nogle børn har meget vanskeligt ved at slippe kontakten og give sig hen til søvnen. Det er vigtigt, at de lærer, at det ikke er farligt at falde i søvn. De fleste børn er glade for vaner og rutiner, og de vil gøre modstand mod forandringer. Så hvis de er vant til at komme ind til forældrene om natten eller at sove i forældrenes seng, vil der højst sandsynligt være en afvænningsperiode.
Der findes mange forskellige alternativer til, at jeres søn skal sove hos jer hele tiden. For eksempel kunne han sove der en gang om ugen på en madras på gulvet. Eller du kan sove inde på hans værelse en gang om ugen. Det handler om, at du og din mand finder en løsning, som I begge kan leve med.
Hvis vi ser isoleret på parforholdet, giver det god mening, at din mand gerne vil have ægtesengen sammen med dig. De fleste par dyrker erotik blandt andet i sengen, og det er vanskeligt med en 8-årig i sengen. Det er ligeledes meningsfyldt, at I alle har brug for jeres nattesøvn, og at den ikke forstyrres af natteroderi.
Med venlig hilsen
Pernille Hytte Bisgaard
Om eksperten
Pernille Hytte Bisgaard er uddannet sexolog, kognitiv terapeut og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Hun har haft sin egen psykoterapeutiske praksis siden 2001. Hver måned svarer hun på Juniors læserspørgsmål om parforhold og familieliv. Skriv til par@juniormag.dk.