Hvordan kommer manden på banen?
Spørgsmål:
Kære Pernille,
Jeg føler, at alt omkring børnene er mit ansvar. Min mand arbejder meget og synes, at jeg klarer alt planlægning og så videre så fint, at han ikke kan se, hvorfor han skal tage initiativ til noget som helst. Derfor ender jeg op med at være den, som sørger for gaver, booke billetter til børneteater, arrangere ture med familien og så videre.
På en måde synes jeg også, det er dejligt, men bliver alligevel irriteret over, at faren bare stiller sig afventende i baggrunden og venter på at blive ”sat i gang” med noget – det er jo trods alt en fælles familie, vi har.
Kærlig hilsen,
Helle Jensen
Læs parterapeutens svar på næste side
Svar:
Kære Helle,
Noget tyder på, at du er nødsaget til at blive meget mere tydelig, i forhold til hvad du vil og ikke vil. Du skriver, at du på den ene side synes, det er dejligt at stå for planlægningen af familiens aktiviteter, men på den anden side er der noget, du længes efter – at I er mere VI om tingene, og at det hele ikke hænger på dig.
Jeg tror, at din mand kan mærke din ambivalens, og derfor skal du finde ud af hvilke domæner, du gerne vil vedblive med at have, og hvilke domæner kunne du tænke dig, at han overtog.
Du kan ligeledes spørge ham om, hvad han selv kunne forestille sig at overtage af domæner. At din mand synes, at du klarer planlægningen så fint, er ikke ensbetydende med, at du skal gøre det. På samme måde gælder det, at han ikke nødvendigvis er villig til at overtage de domæner, som du synes. Det må I forhandle jer frem til.
En stor udfordring, som ofte følger, når der er ændrede arbejdsfordelinger i hjemmet, er, at man skal være villig til at lægge ansvaret og kontrollen fra sig – også selv om den anden part håndterer opgaverne anderledes, end man selv ville gøre det.
Med venlig hilsen,
Pernille Hytte Bisgaard
Om eksperten
Pernille Hytte Bisgaard er uddannet sexolog, kognitiv terapeut og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Hun har haft sin egen psykoterapeutiske praksis siden 2001. Hver måned svarer hun på Juniors læserspørgsmål om parforhold og familieliv. Skriv til par@juniormag.dk.