Glade forældre = glade børn?

Spørgsmål:

Kære Pernille Hytte Bisgaard,

Vi er en familie på fem, far, mor og tre børn i skolealderen. Jeg har lige fået et nyt job, som jeg er rigtig glad for. Men det tager mere af min tid, end mit forrige job gjorde. Til gengæld er jeg meget gladere for det jeg laver nu, end det jeg lavede før.

Min mand og jeg har på det seneste diskuteret, hvad der er bedst for vores børn. Et par travle, men glade forældre? Eller en travl far og en mor, der er trist, men som til gengæld kan hente ungerne tidligt?

Nu vil vi gerne høre din mening. Hvad er bedst? Og hvorfor?

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Kære travle mor,

En af nutidens største udfordringer er at forene familieliv og arbejdsliv. I jeres tilfælde vil jeg anbefale, at I som forældre gør det, der gør jer glade. Det vigtigste for børnene er autentiske voksne. Det vil sige voksne, der gør, hvad de har lyst til, i stedet for at ofre sig for børnene. At ofre sig vil altid give negative følelser, fordi vi inderst inde er utilfredse.

Vi bruger i dag så mange timer på vores arbejdsplads, at det er vigtigt, at arbejdet gør os glade og giver os energi.

Børn har godt af at have gode rollemodeller i deres forældre. Når du vælger det travle job, som gør dig glad, så lærer du dine børn at kunne vælge det, der giver deres liv mening.

Men det er vigtigt, at du kan have travlt på dit arbejde, uden at tage travlheden med hjem. Det er jeres ansvar som forældre at være tilstedeværende og nærværende, når I er sammen med jeres børn, uanset hvor travlt I har på jobbet. Og det vil sige at I slukker mobilen og venter med at tjekke mails.

Børn i dag har, ligesom voksne, behov for at lære at sætte grænser mellem fritid og arbejde. Børn har brug for at lære at fordybe sig og være nærværende. Det kan I som forældre lære dem, ved selv at sørge for at have skarpe grænser mellem arbejde og fritid.

Om eksperten

Pernille Hytte Bisgaard er uddannet sexolog, kognitiv terapeut og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Hun har haft sin egen psykoterapeutiske praksis siden 2001. Hver måned svarer hun på Juniors læserspørgsmål om parforhold og familieliv. Skriv til par@juniormag.dk.