Kalendertid: Parat til gaveregn

Biancas flotte pakkekalender i stof og filt kan bruges år efter år. Motiverne er nemme at klippe ud, og kalenderen kan laves helt uden symaskine. Få opskriften her, og gør dig klar til en givtig december med vores 24 forslag til små pakker på side 68.

Du SKal bruge:

1,5 × 1,5 m filt, 1,5 × 1,5 m stof (til kalenderens bagside), 26 metalringe, 1,5 m træliste eller pind, vlies (dobbeltklæbende indlægsstof), saks, nål, tråd, stof- og filtrester, patchworkpapir og evt. garn eller tråd. Alle materialer, undtagen træliste og stofrester, er fra Panduro Hobby.

Sådan gør du:

1 Stryg dobbeltklæbende vlies bag på filt og stofrester.

2 Tegn stjerner i to størrelser efter linjerne i patchworkpapiret. Klip dem ud, og tegn dem over på stof- og filtrester.

TIP!

Hvis du har lyst til at bruge længere tid på kalenderen, kan du sy detaljer med korssting oven på motiverne.

“øj, hvor er der mange spændende pakker på min fine nye kalender som min mor har lavet helt uden nu symaskine. Nu venter jeg bare på, at pakkerne skal pakkes op.”

3 Tegn juletræ, hus og nisse over på stof og filt. Miks stof og filt i forskellige farver og mønstre. Motiverne må gerne være tegnet løst op og behøver ikke at være helt lige.

Huset laver du ganske enkelt ved at tegne en stor firkant med en trekant ovenpå, og vinduer og dør som mindre firkanter med ruder.

Juletræet laver du nemmest ved at tegne en trekant og klippe takker i begge sider.

Tegn din nisse, lige som du kan lide den. Vi har lavet hue og sko i filt og resten i stof. Lav evt. broderede detaljer på kalenderen med korssting som her på nissen. Alle detaljer kan dog laves med stofstykker, der stryges på kalenderen.

4 Stryg figurerne på filtbaggrunden (1,5 × 1,5 m). Tykke tekstiler og filt skal stryges længere end tynde. Hvis du indstiller strygejernet varmere, end filten tåler, kan du lægge et stykke bagepapir over.

5 Klip et stykke stof på 1,5 × 1,5 m til bagsiden af kalenderen. Læg stof og kalender ret mod ret, og sy dem sammen med et lille hul (ca. 25 cm) i det ene øverste hjørne. Vend kalenderen igennem hullet, og stryg dens kanter. Put en pind eller liste ind i hullet til at afstive kalenderen. Fæstn pinden flere steder på kalenderens øverste kant. Sy hullet sammen i hånden. Sy to ringe på kalenderens øverste side til at hænge den op i.

6 Og vupti – pak gaverne ind, og hæng dem i metalringene, som syes på.

HvIS du (næSTen) IKKe vIl Sy …

Kan du lave kalenderen på kraftig filt, så behøver du ikke at sætte stof på bagsiden. Trælisten foroven kan klipses fast. Metalringe til gaver er du dog nødt til at sy på i hånden.