Dilemma: Min datter klynker og klager

Dilemma: Min datter klynker, når hun ser migMin datter på otte år er sød og nem, når hun er sammen med andre. Men over for mig er hun begyndt enten at brokke sig eller klynke hele tiden. Hver gang, hun ser mig, starter diverse klagesange om piger, der er tarvelige mod hende, om hendes tøj, hår, at hun vil ha? et kæledyr og så videre. Jeg ved ikke, om det er mig, som overbeskytter hende, og hun fornemmer det, siden hun ændrer sig, når hun ser mig? Hvad skal jeg gøre?

Svar fra panelet

Anne-Grethe Bjaarup Riis:Jeg tror, man skal springe det der klynkeværk over og i stedet gå direkte til de problemer, hun har, selv om det er småting. Det er jo ligegyldigt, at det kommer ud på en klynkende måde. Måske har hun simpelthen brug for sin mor? Måske er det en god idé at forsikre, at man kan rumme barnet ved for eksempel at sige: ?Hold op med at klynke… Jeg er her alligevel.?

Klynk giver de voksne dårlig samvittighed, fordi vi føler, det har noget med os at gøre ? men det må vi komme over.

Peter Aalbæk Jensen:Du kan være helt sikker på, at du er problemet?. Nægt at stille op til brokkesange ? og meddel din datter, at sådan bliver det i fremtiden.

Emilia van Hauen:Du skal stole på, at din fornemmelse er rigtig, selv om svaret ikke huer dig. Bliv enig med dig selv, om hvilket barn du gerne vil være med til at sende ud i verden; en klynkende, krævende uselvstændig baby eller en pige, der hviler i sig selv, og som ved, at hun kan overkomme det meste, fordi hun har lært at skaffe sig det, hun har brug for?

Du er den voksne, det er dig, der er lederen og skal sætte rammer for hendes adfærd, så hun hele tiden får de udfordringer, hun kan håndtere og dermed får selvtillid til egne evner ? i stedet for at vente på, at moar kommer og løser alt for hende.

Karen-Marie Lillelund:Altså, jeg tror, det er helt almindeligt, at børn er mere klynkende, plagende og brokkende, når de er sammen med deres forældre. Jeg har i hvert fald set mange eksempler på det. Så det første, du skal, er at glæde dig over, at din datter opfører sig godt, når hun er sammen med andre.

Det betyder, at du har lært hende, hvordan man gør, og så er hendes opførsel sammen med dig bare en dårlig vane. Og ja, desværre er det nok noget, du har været med til at lære hende. Sådan er det jo tit.

Men, hvis du ændrer adfærd, kan du også få hende til det. Så jeg tror, du skal prøve at lære hende, at man må tage livets tilskikkelser med højt humør. ?Tag det som en mand, frue.? Det vil sige, at når hun klager over, at nogen er tarvelig, så spørg hvordan og snak med hende om en løsning, men lad være med at svælge i, hvor tarvelige de er.

Nogle gange er mennesker tarvelige, desværre, og det skal man jo også lære at takle. Og så må du nok sætte ind på at være meget klar i din kommunikation. Sig nej ,for eksempel, når det gælder kæledyr. Når du har sagt nej, er diskussionen altså slut! Og jeg ved godt, det er sværere, end det lyder, men prøv alligevel. Jeg tror, du vil få gode resultater ud af det.

Anne-Mette Rasmussen:

Troels Mylenberg:

Av, den er svær, og måske skal man opsøge lidt mere teoretisk viden om, hvorfor din otteårige datter reagerer, som hun gør. Jeg tror, at alle vi forældre oplever den slags ind imellem og får lyst til at smide klynkebørn ud med badevandet. Men så må man jo lige hive fat i sig selv og finde ud af, hvem der er den voksne.

Min egen erfaring er, at hvis der er noget, der løser op over for børns irriterende måder at være på, så er det at lave noget sammen med dem. Mad, udflugter, spil, hygge. Men noget, hvor man stiller krav til hinanden og sammen får noget ud af det.

Brian Mikkelsen:

Mon ikke det er en periode, og at det går over igen? Det lyder som om, hun er usikker på sig selv, og at hun har behov for bekræftelse fra dig om, at du holder af hende. Jeg synes også, det er okay, at du fortæller hende, at du er træt af brokkeriet og gerne vil vide, hvad der er galt, og hjælpe hende med at løse problemet.

Står du også midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk