Min baby vil ikke støtte på benene

Min baby vil ikke støtte på benene

Faktaboks

Dorte Fischer har været sundhedsplejerske i 13 år og arbejder i Rudersdal Kommune. Endvidere er hun uddannet spædbarnsmassørinstruktør og mor til tre piger.

Hej Dorte

Jeg har en datter på ni måneder, og hun er en rigtig glad pige. Hun trives, spiser godt og snakker meget.

Der er bare et problem: Hun kan slet ikke støtte på sine ben. De andre børn i mødregruppen kravler og rejser sig op af ting. Min datter sidder bare og kigger.

Jeg har fået at vide, at jeg skulle prøve at massere hendes ben og fødder, men det har ikke hjulpet. Når vi prøver at hjælpe hende med at stå på benene, trækker hun dem op under sig.

Er der noget, vi som forældre kan gøre? Eller kommer det af sig selv?

Læs sundhedsplejerskens råd på næste side>>

>”>

Kære Michelle

Dejligt, at din datter trives. Det er rigtig godt, at I prøver at motivere hende til at støtte på benene. De fleste børn i den alder vil gerne støtte på benene, enkelte begynder dog først at støtte ved etårsalderen.

Ofte er det børn, som er hypermobile – det vil sige, at barnets led er bløde og kan overstrækkes. Det gør man ikke noget ved, men de børn er ofte lidt langsomme til at kravle, stå og gå.

Hvis det ikke er kommet ved etårsalderen, skal hun undersøges af en læge eller børnefysioterapeut. Men fortsæt med at motivere og stimulere hende.

En hoppegynge kan stimulere det, man kalder ‘vægtbæring’: At hun støtter på sine ben. Måske kan I låne én eller købe den brugt.

Du beskriver, at hun ikke bevæger sig, men ‘bare sidder og kigger’. Hun er virkelig god til at sidde, og det er hun glad for. Flot!

Men hun skal ned at ligge på maven og ryggen. Rul og tril med hende, og læg spændende legetøj uden for rækkevidde. Et stort spejl kan også give hende glæde ved at ligge på maven.