Min søn vil have mad efter sengetid

Min søn vil have mad efter sengetid

Faktaboks

Dorte Fischer har været sundhedsplejerske i 13 år og arbejder i Rudersdal Kommune. Endvidere er hun uddannet spædbarnsmassørinstruktør og mor til tre piger.

Spørgsmål:

Min dreng på 25 måneder har fået en dårlig vane: Han vil spise, EFTER at han er blevet puttet. Han spiser sjældent særlig meget til aftensmad. Inden han skal i seng, får han lidt frugt, mens vi læser godnathistorie. Men når han så er kommet i seng, beder han om mere mad. Jeg synes, at han skal spise til måltiderne, men er det for tidligt at forlange af ham? Jeg starter som regel med at sige nej til mad i sengen, men når han har grædt i over en time, giver jeg tit efter alligevel. Hvad skal jeg gøre?

Med venlig hilsen

Eva

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side…

Svar:

Kære Eva

En dreng på 25 måneder skal spise hver anden til tredje time. Hans mavesæk er lille og bliver hurtigt tømt. For mange børn er aftensmaden ikke så vigtig. Det er ikke hovedmåltidet som for os voksne. Så hvis din dreng spiser godt i løbet af dagen, er det i orden med en lille appetit om aftenen.

Det er fint, at han får lidt frugt, mens I læser godnathistorie, men måske har han brug for noget lidt mere mættende. Der er sikkert gået et par timer, siden han har fået aftensmad, og mavesækken er tømt igen. Giv ham eventuelt et lille stykke brød sammen med frugten og godnathistorien. Husk at børste tænder bagefter! Hvis han derefter vil have mere, kan du med god samvittighed sige nej.

Venlig hilsen

Dorte Fischer

Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.