Øv, far vil have barsel

Øv, far vil have barsel

Faktaboks

Christina Tartaczuk er sexolog, parterapeut og barselscoach. Hun har sin egen praksis, laver workshops og holder foredrag.

Christina er desuden forfatter til bogen Alt om Amning og laver baby- og familiecoaching fra www.babycoaching.dk.

Sidst men ikke mindst er hun mor til seks skønne lopper, Asbjørn 11 år, Viktor 9 år, Anne Laura 7 år, Frida 5 år, Marius 3 år og lille Astrid på ½ år.

Læs mere på www.happylife.dk

Spørgsmål:

Jeg skal snart på barsel, og jeg vil faktisk helst selv have hele barselsorloven, men far vil også gerne! Er der noget, der er bedst for barnet, hvor meget skal jeg tage hensyn til hans behov, og hvordan kan jeg blive klar til at overlade baby til ham på barsel, hvis det bliver løsningen?

Mange hilsner Den barselsglade

Læs barselscoachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Barselsglade

Der findes et meget sødt udtryk, ‘nino’, som står for nine month in, nine month out. Ni måneder inden i maven og ni måneder uden for maven. Mors mave er helt klart vigtigst i starten, men far skal også på banen, ikke mindst for at få en følelse af at være en vigtig del af babys liv. Det bliver du glad for senere, selv om det lige nu virker som om, du mister noget.

At barsle betyder at føde eller nedkomme, og selvom den del af livet er knyttet til moren, så er barslen ikke længere forbeholdt moren, og det må både mødre og fædre forholde sig til. Måske skal I finde et kompromis.

I kan overveje at holde en del af barslen sammen – det kan være en stor fornøjelse for jer alle tre, og måske du på den måde ikke føler, du går glip af noget. I den periode, hvor baby er afhængig af modermælken, sker den helt grundlæggende tilknytning, og moderfølelserne vokser frem. Derfor foreslår jeg ofte sambarsel de første seks-ni måneder, hvorefter far lettere kan komme på banen.

I kan også vælge at splitte barslen op, så du har de første ni-ti måneder og far de sidste to-tre måneder. Tal om jeres ønsker, lyt til hinanden, og find et kompromis, der tager hensyn til jer alle sammen, ikke mindst den lille lækre baby, der er på vej.

Mange hilsner Christina Tatarczuk