Parabener – ikke så farlige endda?
Har du en enkelt gang smurt dit barn ind i creme med parabener, så går det nok. Noget tyder på, at parabeneforskrækkelsen er en smule overdreven.
Har du også stået i Matas og fravalgt en børnecreme, fordi der var parabener i den, og snuppet en økologisk I stedet for? I de senere år er vi blevet tudet ørerne fulde med, at vi for alt i verden skal undgå parabener. Og det er da også sandt, at nogle af parabenerne muligvis virker hormonforstyrrende – i ekstremt store mængder.
Spørgsmålet er bare, om kritikken holder stik, når det gælder de små mængder, der findes i plejeprodukter. Spørger man toksikolog i Astma-Allergi Danmark Ewa Daniél, er svaret nej.
“Jeg ville ikke være nervøs over at bruge plejeprodukter med parabener til mine børn,” siger hun.
Parabener er det konserveringsmiddel, som vi kender allermest til. Det har været brugt siden 1920’erne, og på nuværende tidspunkt kan forskerne ikke pege på et bedre alternativ. Louisa Raith Sørensen har beskæftiget sig indgående med parabener på sin kandidatuddannelse i sundhedsfremme og sundhedsstrategier. Hun mener også, at omtalen af parabener er løbet helt af sporet.
“Bruger du plejeprodukter med parabener gennem et helt liv, svarer den hormonpåvirkning, du får, omtrent til én p-pille,” siger hun.
Det eneste forsøg, som har vist en hormonpåvirkning, er et forsøg med rotter, der fik sprøjtet 1000 mg propylparaben direkte ind i blodbanerne hver dag. Efter tre uger havde forsøgsdyrene lavere sædkvalitet.
Samme forsøg er dog efterfølgende blevet gentaget, og der viste rotterne ikke lavere forplantningsevne.
“Det forsøg svarer til, at man sprøjtede 60.000 mg propylparaben direkte ind i blodbanerne på et menneske. Og bruger du produkter med parabener, får du kun 50 mg om dagen,” siger Louisa Raith Sørensen.
Fokus på sol og parfume
Det, der er vigtigt, er at skelne mellem de forskellige typer af parabener.
“Methyl- og ethylparaben er ikke spor farlige i de mængder, som de er tilladt i i kosmetik. De er blevet frikendt for hormonforstyrrende effekter i 2005 og blåstemplet af EUs videnskabelige komité for forbrugerprodukter,” siger Ewa Daniel.
Propyl-, butyl- og isobutylparaben er de tre slemme parabener, men de er stadig kun giftige i kolossale mængder, forklarer Ewa Daniel. Både hun og Louisa Raith Sørensen råder dig til at flytte fokus fra parabener over på to ting, når det gælder dit barns hudpleje: Beskyttelse mod sol og parfume.
“Vi ved, at solen er ufattelig skadelig med fatale konsekvenser som hudkræft, så jeg vil klart anbefale, at du fokuserer på det,” siger Louisa Raith Sørensen.
Ewa Daniél fraråder desuden at bruge plejeprodukter med parfume til dit barn.
“Undgå produkter med parfume, også selv om det ‘bare’ er naturlige duftstoffer som lavendel eller udtræk af appelsin. Den naturlige parfume i de økologiske plejeprodukter giver lige så meget allergi,” forklarer toksikologen.