Penicillin

Penicillin er et af flere antibiotika og bruges til at bekæmpe bakterieinfektioner. De fleste småbørn tåler penicillin, men danske læger er blevet mere påpasselige med at ordinere denne form for medicin. Antibiotika virker nemlig kun på bakterieinfektioner – ikke på virusinfektioner.

Før lægen ordinerer penicillin, skal han/hun derfor være sikker på, at der er tale om en bakterieinfektion, og det er der faktisk langt sjældnere end hidtil antaget. Hvis læger ordinerer antibiotika uden grund, risikerer man, at bakterierne bliver modstandsdygtige.

Hvis dit barn ikke tåler penicillin, vil det typisk vise sig i form af udslæt og nældefeber, et par dage efter kuren er påbegyndt. Søg læge, hvis det er tilfældet.