Spædbørn tåler ikke direkte sol. Først når barnet er et år gammelt, kan du langsomt begynde at vænne den sarte hud til sollyset. Har du fået et sommerbarn, er det lidt besværligt, men man ved i dag, at der er en direkte sammenhæng mellem solskoldninger i barndommen og udviklingen af hudkræft senere i livet.

Barnet skal altid have en kasket eller bredskygget hat på hovedet, en tynd bluse på overkroppen og ellers være smurt ind i solcreme med høj faktor på de dele af kroppen, som er direkte udsat. Hvis barnet er helt lys- eller rødhåret, har fregner og blå øjne, er huden som regel ekstra sart og kræver særlig beskyttelse.

Tager I til stranden, så husk en parasol eller andet til at skabe skygge og desuden masser af væske. Spædbørn kommer hurtigt til at lide af væskemangel.