Må jeg arbejde hjemmefra under barsel?
Spørgsmål:
Jeg skal snart på barsel, hvilket egentlig ikke passer ind i mit skema, da jeg er super glad for mit job. Min chef er også lidt ked af, at jeg skal på barsel, men det er alle arbejdsgivere vel.
Jeg går derfor og pusler med en løsning, hvor jeg kan arbejde lidt hjemmefra under min barsel i løbet af de første seks måneder. Men må jeg det?
Venlig hilsen Gitte
Læs barselscoachens svar på næste side
Svar:
Kære Gitte,
Jeg vil opfordre dig til grundigt at gennemtænke den model, du er ved at brygge sammen. Du får kun den ene barsel med dit barn. Set i forhold til, hvor længe vi skal være på arbejdsmarkedet, er barslen en ualmindelig kort pause fra vores arbejdsliv. Og der er umådelig mange fordele for vore hjerner og arbejdsgivere ved en barsel.
Forskere har fundet ud af, at det at blive mor/forælder skaber flere hjerneceller og større samarbejde mellem de to hjernehalvdele. En udvikling, der forøges, jo mere vi er sammen med vore børn. Det betyder med andre ord, at vi som mennesker tilegner os en masse kvaliteter og kompetencer ved forældreskabet, der er i høj kurs på vore job. Det kan være effektivitet, konfliktstyring, organisering, motivering, overblik, social og emotionel intelligens samt forøget empati. Og det er videnskabeligt bevist!
Du aner heller ikke, hvilket barn du får. Du ved ikke, hvordan du reagerer, når du først ligger med en lille guldklump i armene og overstrømmes af hormoner og impulser fra hjernen og kroppen. Og hvis du så oplever, at det eneste, du har lyst til, er at snuse til din lille babys nakke og kigge på barnevognen hele tiden, mens baby sover, så ville det være super ærgerligt, at du skal stresse rundt og være produktiv jobmæssigt.
Skulle du opleve, at dit englebarn sover hele tiden, og at du har masser af tid og lyst til at lave en enkelt arbejdsopgave eller to, så tror jeg sagtens, du kan lave den aftale bagefter.
Tænk over det, så du ikke berøver dig selv en enestående chance og mulighed for at lære din lille baby at kende og samtidig lave en masse hjerneudvikling, der forøger dine kompetencer.
De bedste hilsener
Nina K. Brandt, barselscoach