Orker ikke at tage intiativet, hvad gør vi?

Spørgsmål:

Hej Martin

Min kæreste og jeg blev forældre for fem måneder siden, og til at starte med var han meget ivrig efter at få sexlivet op at stå igen. Nu har han ikke lyst, lige meget hvordan jeg tilbyder mig selv. Jeg orker ikke at skulle tage initiativet mere for så at blive afvist, det gør for ondt.

Der kan gå måneder mellem, at han siger, han elsker mig, og hvis jeg kommenterer det, siger han, at han jo ikke ville være hos mig, hvis han ikke elskede mig. Er det forkert, at jeg har brug for at høre det?

Hilsen den kærlighedshungrende

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Hej Kærlighedshungrende

Nej, det er da ikke forkert, at du gerne vil høre ”Jeg elsker dig”. Og det dur altså ikke, at han siger: ”Det sagde jeg da sidste år til jul” eller ”Det sagde jeg da i 2003, og jeg skal nok sige til, når jeg ikke elsker dig længere.”

Jeg synes, at du skal stille ham det meget enkle og frygteligt nærgående spørgsmål: ”Hvad er årsagen til, at du er holdt op med at tage initiativ til sex med mig?”. Jeg gætter, at han svarer: ”Jamen, jeg opfordrede dig tre gange i træk, og alle tre gange sagde du, at du enten var træt, eller at du gerne ville have, at det skulle være på et andet tidspunkt, og så mistede jeg helt lysten.”

Så kan du jo svare, at du er glad for, at han er ærlig, og at forklaringen kommer frem. Og at du er ked af, at du har afvist ham. For du ved, at den slags gør virkelig ondt. Men det var bare for tæt på fødslen, og at du forholdsvis hurtigt efter fik lyst, men så skete det samme for dig, at han afviste dig, og det blev du frygteligt ked af og mistede lysten til at tage initiativet.

Og så sidder I begge der og vil gerne, men kan ikke tage det første skridt, fordi I begge er sårede. Og så kan du jo smile og spørge ham lidt humoristisk: ”Hvornår vil du så forføre mig næste gang? For så vil jeg gerne være helt parat.” Og så kan det jo være, at han svarer: ”Hvorfor kan det ikke være dig, der forfører mig?”Og så kan du sige, at det er en aftale, men om I så også kan aftale, at når du har forført ham, så er det hans tur næste gang til at forføre dig, og så kan initiativet gå på skift, indtil I er i gang igen og ikke tænker så meget over, hvis tur det er.

Der kan også ske det, at han ikke kan eller vil svare, og at du bliver kastet tilbage i endnu større frustration og sorg over ikke at vide, hvad du så skal finde på.

Så vil jeg anbefale dig at sige til ham, at du forventer, at hvis jeres sexliv ikke er kommet i gang i løbet af en måned, at han så opsøger hjælp hos en ven eller en professionel, der kan hjælpe ham med at finde svaret, så han ikke skal holde dig hen i uvished … det er nemlig psykisk tortur. Og den slags forgifter på rekordtid selv det bedste kærlighedsforhold.

Med venlig hilsen

Martin Østergaard

Faktaboks

Om eksperten

Martin Østergaard er uddannet journalist på DJH 1987. Uddannet psykoterapeut med speciale i parterapi i 1997. Efteruddannelse i familieterapi 2003. Praksis i indre København. Har udgivet seks bøger om familieliv og samliv. Han har tre børn.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Martin Østergaard.

Ret i stedet spørgsmål til: Anette Buur Bangsgaard, parterapeut@voresborn.dk