Vi har forskellige interesser, hvordan kommer vi videre?

Spørgsmål:

Jeg er gift med min mand, som jeg har kendt i 12 år. Vi har en dreng på et år. Jeg har skiftende arbejdstider og arbejde hver tredje weekend. Og han har almindelige arbejdstider mandag til fredag.

Min mand har rigtig mange fritidsinteresser, som han ofte er af sted til på hverdagsaftener og i weekender, hvilket ofte ikke harmonerer med min vagtplan. Dette er specielt jeg meget ked af, da vores søn så skal passes, hvis ikke jeg kan bytte.

Jeg vil så gerne, at vi kunne prøve at tilpasse hans interesser til mine arbejdstider og omvendt så vidt muligt. Men hver gang går samtalen i hårdknude og ender med noget, den slet ikke startede med. Min mand kan for eksempel ikke forstå, jeg ikke har behov for at komme så meget uden for hjemmet som han. Jeg får at vide, at jeg er indesluttet og kun vil mig og min søn.

Jeg kan omvendt have svært ved at forstå, at han planlægger at skulle ud både lørdag og søndag, når jeg har weekendarbejde og spørger til, om ikke det kan lade sig gøre, når jeg har fri.

Enden bliver ofte, at han bliver meget sur, råber op og går ind på et værelse eller kører sin vej. Jeg vil gerne, at vi kunne tale ud om det stille og roligt uden at råbe, men ofte skal der ikke meget til, før han bliver sur.

I øvrigt får jeg tit at vide, at jeg trækker ham ned, når jeg ikke helt kan forstå, hvorfor han skal af sted et par gange om aftenen og også en dag eller to i weekenden.

Som du kan regne ud, går det ikke for godt. Jeg vil gerne, om du kunne give mig et råd eller to om, hvordan vi kommer videre, og hvordan jeg kan kommunikere bedst, da han også mener, at jeg ikke er til at tale med. Jeg har foreslået en parterapeut, men så er svaret, at han hellere vil skilles.

M.v.h. Skytten

Læs parterapeutens svar på næste side.

Svar:

Hej Skytte

Jeg forstår godt, at han helst er fri for at møde en parterapeut, og det er da sundt, at han gerne vil klare ærterne selv. Det er bare decideret usundt for hele familien at sidde fast i de samme problemer i halve og hele år uden at komme ud af pletten. Godt, at du ikke er så bange for at spørge om vej som han.

I har en klassisk kommunikations-konflikt, som ikke handler så meget om planlægningen af jeres familieliv, som den handler om, at I prøver at få hinanden til at forstå noget, som er umuligt at forstå.

Han vil have dig til at forstå hans behov for at komme ud af klappen og dyrke sine interesser. Det kommer du aldrig til, for du har det ikke som han. Men du kan lære at acceptere hans behov, hvis han er villig til at indgå flere aftaler og kompromisser med dig om dagligdagen.

Du vil have ham til at forstå, at han er for meget ude af huset, og at det er noget nær bevidst groft benspænd på jeres familieliv. Det kommer han aldrig til, for han har det ikke som dig. Men han kan lære at acceptere dit behov, hvis du vil støtte ham i at dyrke sine interesser.

Fordi I kæmper så hårdt for at få hinanden til at forstå det uforståelige, stiger konfliktniveauet. Der opstår vrede, kulde og afstand, og det øger konflikten yderligere. I prøver så at hakke på hinanden for at fremme forståelsen, hvilket naturligvis har den stik modsatte effekt.

Han straffer dig ved at forlade samtaler. Han siger, at du er indesluttet, overoptaget af din søn og desuden trækker ham ned. Du siger, at du ikke forstår, hvorfor han skal så ofte af sted, hvilket ikke er et spørgsmål, men et skjult angreb, fordi du i virkeligheden siger: ”Du gør noget forkert, og det skuffer mig.” Hvis I skal genskabe kontakten – som lyder til næsten at være væk – kan en god parterapeut være vejen. Men prøv om du selv kan skabe en forandring ved at sige eller skrive nogenlunde som følger:

”Kære skat. Jeg har dummet mig. Jeg har uden at ville det bekæmpet dine fritidsinteresser og givet dig dårlig samvittighed ved at signalere, at du svigtede vores familie. Jeg har kun ønsket at skabe sammenhold og samhørighed, men vi er endt i det modsatte. Det har jeg ikke set. Det beklager jeg. Derfor vil jeg gerne prøve igen på en ny måde. Jeg vil gøre mit bedste for at støtte dig i at holde fast i dig selv og gøre det, der gør dig glad. Og jeg vil mere positivt og konkret bede dig om det, jeg har brug for, så jeg også bliver mere glad. For eksempel at vi i så god tid som muligt planlægger så meget som muligt, hvornår du kan være sammen med vores søn, og hvornår han skal passes, når jeg er på arbejde. Kærlig hilsen …”

Formålet med dette er at få ham til at lægge våbnene fra sig. Det vil sikkert blive svært. Det er meget svært at lave om på mønstre, der er blevet til faste rutiner. Han vil nok se det som endnu et slet skjult forsøg på at holde ham hjemme.

Skønt vil det være, hvis han reagerer med også at komme med indrømmelser. Mere sandsynligt er det, at han er lidt skeptisk, men parat til at se tiden an og se, om der også er handling bag dine ord.

Og hvis det ikke virker, så sig, at du også vil skilles, medmindre han vil med til parterapeut.

Med venlig hilsen

Martin Østergaard