Hvordan kan jeg tilfredsstille ham?
Spørgsmål:
Vi har været sammen i 13 år og har to børn på tre og fire år. Vores forhold er blevet bedre og bedre gennem årene, og vi kan tale om næsten alt med hinanden.
Min mand har for cirka et år siden ytret ønske om, at jeg dominerer ham, når vi er sammen seksuelt. Jeg har prøvet, men det tænder mig bare ikke. Kan slet ikke finde det spændende og sexede i det. Bagefter opstod en pause på halvanden måned i vores sexliv, da jeg ikke følte at kunne levere varen.
Vi fik en god snak om det og lavede en aftale om, at det ikke for ham gør noget, hvilken måde vi har sex på, bare det er så ofte, som vi føler lyst til.
Nu har vi så sex en til to gange om ugen, og det er dejligt. De seneste tre uger har han dog haft problemer med at komme. Det tager utrolig lang tid, og han er noget hård ved mig for at få udløsning.
Jeg har spurgt, om der er noget galt med mig, med ham eller imellem os, men det benægter han. Han siger, at jeg er dejlig, og at det er god sex. Blot at han ikke lige var helt klar endnu.
I går lagde jeg op til sex. Han var tilsyneladende med på ideen, men det var, som om den dernede ikke rigtig ville. Det tog LANG tid, før den var klar, og vi havde et knap så inspirerende samleje. Jeg sidder nu med tanken om, at han har fundet sig et andet sted at få afløb for sine lyster, fordi han har brug for det hårde for at blive tilfredsstillet.
Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at spørge, da det jo kan virke krænkende, at jeg mistænker ham for at være sammen med en anden kvinde, hvis det nu viser sig ikke at være tilfældet. Vi taler som sagt godt om mange ting. Jeg har det bare så skidt med at gå og tænke sådan om min mand. Og jeg er også bange for svaret og de konsekvenser, det måtte føre med sig.
Hvordan i alverden skal jeg gribe denne her sag an uden at komme til at såre ham?
Anonym
Læs parterapeutens svar på næste side.
Svar:
Hej Anonym
Jeres samtale om hans lyst til dominans skal simpelthen åbnes igen. Jeg ved ikke, hvad I fik talt om i første omgang, men jeg synes, at det lyder, som om han har været alt for kompromis-villig, når du skriver, at I lavede en aftale om, at ”det ikke for ham gør noget, hvilken måde vi har sex på”. Det gør det jo netop. Det er jo derfor, han har opfordret dig til at dominere ham. Fordi han har lyst til at have sex på en anden måde.
Jeg synes, det er fint, at du siger: ”Nej, det vil jeg ikke.” Du skal beskytte dig selv og dine grænser. Men jeg er mindre vild med, at han så har pakket sine lyster sammen og ikke i det mindste fortæller, hvad det har betydet for ham at blive afvist seksuelt. Det plejer som regel at være meget smertefuldt.
Det er jo ikke helt nemt for jer, når han har lyst, og det ikke virker for dig. Derfor vil jeg anbefale, at I åbner debatten igen. Ikke fordi du skal overtales. Men simpelthen for at få ham til at fortælle mere om sine fantasier og lyster. Ikke en eneste af dem behøver I at udleve i jeres seng, eller hvor I nu har sex. Men måske vil alene det, at han får lejlighed til at tale om sine lyster, få ham til at føle mere lyst, når I har sex.
Måske vil det også fjerne noget af din frygt, hvis hans lyster kommer mere frem i lyset og ikke skal spøge i det skjulte. Det er jo som regel det ukendte, vi frygter allermest. Og risikoen for, at han søger forløsning ude, vil også dale, hvis I kan dele hans tanker hjemme.
Jeg krydser fingre for, at han ikke har været dig utro. Spørg ham ikke, om der er en anden kvinde, hvis du kan lade være. Find hellere et bevis.
Med venlig hilsen
Martin