Hvordan overtaler jeg min mand til parterapi?

Spørgsmål:

Jeg har lige læst i bogen Hjælp – vi skændes! og kan kende flere ting fra mig selv og mit parforhold. Hvordan får jeg overbevist min mand om, at parterapi vil være godt, og at vores familie rent faktisk vil få noget ud af det?

Anonym

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:Kære Anonyme,

Fortæl din mand, at du gerne vil prøve, om parterapi er noget for jer, men at I to er det vigtigste, og at I ikke skal prøve noget, som I ikke er trygge ved begge to.

Spørg ham, hvordan du kan gøre det trygt nok for ham at afprøve din idé. Jeg ved ikke, hvad din mands konkrete utryghed handler om, så jeg skyder lidt i blinde med følgende forslag: Lad din mand læse Hjælp – vi skændes!, så han kan se, hvad der har inspireret dig.

Aftal, at I ser parterapeuten an ved den første konsultation. Aftal, at hvis det føles forkert for en af jer, når I er der, kan I til hver en tid beslutte jer for at afslutte konsultationen, og at I går derfra sammen. Lad din mand lede efter og i givet fald kontakte en parterapeut for at aftale tid.

Til slut vil jeg huske dig på, at hvis din mand overvinder sit forbehold og går med dig til parterapi, så husk at fortælle ham, at du virkelig værdsætter det.

Faktaboks

Om eksperten:

Anette Buur Bangsgaard er uddannet cand. psych. og er certificeret Imago parterapeut. Hun er privatpraktiserende i København med speciale i parterapi. Hun har selv fem børn.

Har du et spørgsmål om parforhold og kærlighed, så skriv til parterapeut@voresborn.dk

De bedste hilsener, Anette Buur Bangsgaard, parterapeut