Skal jeg gå fra min mand?

Spørgsmål:

Jeg lever på 16. år sammen med min mand, og sammen med ham har jeg tre børn i alderen 1, 5 og 11 år. Jeg føler, at min mand ikke deltager i familien og de daglige gøremål med børnene, og så skælder jeg ham ud, og så trækker vi os væk fra hinanden.

Vi sover ikke sammen og har ikke gjort det i tre år, og sex er der ikke meget af, for jeg har ikke lyst til ham. Jeg var ham utro for otte år siden, og det tilgav han mig for, men det nager stadig hos ham.

Jeg føler ikke, at jeg elsker ham mere, og jeg tænker på skilsmisse tit, men jeg ved ikke, om jeg skal, for hvad så med mine børn? De opfatter ikke, at jeg har det sådan.

Jeg truer med skilsmisse en gang om ugen, og så siger han bare, at jeg gerne vil af med ham. Hvad gør jeg? Jeg har ikke lyst til at leve sådan, indtil børnene bliver store og flytter hjemmefra.

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Hej

Jeg synes, at du skal lade dig skille fra ham, for du elsker ham ikke længere. Og når kærligheden er død hos den ene part i et forhold, er forholdet dødt. I årevis har du levet i et dødt forhold med tre børn som vidner og bilder dig ind, at de ikke opfatter, at du har det sådan.

Jeg vil vædde med, at den ældste eller mellemste på et senere tidspunkt i livet vil fortælle dig, med hvor stor kirurgisk nøjagtighed de kunne mærke, at du ikke elskede deres far. At de udmærket vidste, at du havde forladt ham, men alligevel blev boende. Og han er jo også pinagtigt klar over, at du ønsker at slippe af med ham. Så hvem er der tilbage at lyve for?

Det eneste håb for jeres samliv er, at der bag din vrede over hans manglende deltagelse i dagligdagen i jeres familieliv ligger en varm og kærlig kilde gemt.

Med venlig hilsen

Martin Østergaard

Faktaboks

Om eksperten

Martin Østergaard er uddannet journalist på DJH 1987. Uddannet psykoterapeut med speciale i parterapi i 1997. Efteruddannelse i familieterapi 2003. Praksis i indre København. Har udgivet seks bøger om familieliv og samliv. Han har tre børn.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Martin Østergaard.

Ret i stedet spørgsmål til: Anette Buur Bangsgaard, parterapeut@voresborn.dk