Hvordan får jeg kommunikation og sexliv i gang?

Spørgsmål:

Jeg er gravid og har lyst til sex, men min mand afviser mig desværre, da han ikke kan, når der er en, der ligger og kigger. Men det er vores tredje barn, og ved de to første var der ingen problemer med lysten.

Vi har været gift i 10 år og har haft vores op- og nedture, men vi har valgt at blive sammen. Det sker tre-fire gange om året, at vi nærmest ligger i krig, fordi vi er blevet så meget uvenner over et eller andet, at vi ikke engang kan tale sammen.

Han lukker fuldstændig i, når vi har haft en diskussion. Jeg derimod kan ikke holde den tavshed ud og angriber ham verbalt. Hvad gør jeg for at få kommunikationen og sexlivet i gang igen?

Hilsen den gravide

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Kære gravide

Han tager ikke initiativ til sex, fordi han er vred på dig, føler sig domineret af dig og har svært ved at få det sagt. Det er ikke, fordi han er ond. Det er fordi, han ikke aner sine levende råd. I stedet for at komme med fem eksempler på, hvorfor han ikke tager initiativ til at forføre dig, så straffer han dig med nul sex. Og efter konfliktsituationer med larmende tavshed.

Han føler sig domineret af dig og bliver vred, fordi:

1) Du er mere kvik og skarp i replikken, når I diskuterer, og dine ord og angreb knockouter ham.

2) Han bryder sig ikke om at være svagere end dig og bruger derfor psykisk terror i form af tavshed for at vinde.

3) Han har svært ved at sige, hvad han ikke bryder sig om, at du gør og siger.

4) Han har svært ved at sige, hvad han savner at få fra dig.

5) Han har vildt dårlig samvittighed over, at han ikke kan knække kærlighedens kode og gøre dig lykkelig.

Og hvad kan du så arbejde på for både at hjælpe dig selv og ham?

1) At stoppe dine angreb, fordi de kun får ham til at klappe i. En sur kommentar fra dig hver anden eller tredje dag holder ham permanent lukket.

2) At rose og anerkende ham for at være en dejlig kæreste, der tager sig godt af dig. Så bliver han mere omsorgsfuld.

3) At rose ham for at være åben og god til at tale om tingene, selv om det ikke passer. Så vil han blive mere åben og talende.

4) At øve dig i at lade ham fortælle, hvad han tænker, tror og mener uden at skynde dig at sige, hvad du mener i håbet om af få en diskussion. Vent med at sige din mening til en anden dag, så han får følelsen af, at du accepterer ham, som han er.

5) At vide, at først når en mand føler sig anerkendt af dig, begynder han at høre efter, hvad du siger og bemærke, hvad du gør. Og begynder at lade sig inspirere og ændre, uden at du behøver at røre en finger.

Og så et stort PS: Hvis det ikke virker, og I har de samme problemer om et eller to år, så forlad ham, mens du stadig har overskud til at arbejde med forholdet. Hvis han efter bruddet vil lave alt om og pludselig synes, at du er verdens mest tiltrækkende kvinde, er det jo ærgerligt, at døren er lukket helt hos dig. Mange mænd lukker først op, når kvinden for alvor lukker i. Og det ville jo være trist, at denne skæbne også skulle overgå jer.

Med venlig hilsen

Martin Østergaard

Faktaboks

Om eksperten

Martin Østergaard er uddannet journalist på DJH 1987. Uddannet psykoterapeut med speciale i parterapi i 1997. Efteruddannelse i familieterapi 2003. Praksis i indre København. Har udgivet seks bøger om familieliv og samliv. Han har tre børn.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Martin Østergaard.

Ret i stedet spørgsmål til: Anette Buur Bangsgaard, parterapeut@voresborn.dk