Vidundermiddel til træt mor?
Spørgsmål:
Jeg fødte i foråret, men føler mig stadig meget træt og uden energi. Jeg kan sove adskillige timer i løbet af dagen. Jeg er stoppet med at amme, og er kun oppe for at give flaske én gang om natten. Findes der noget tilskud, der kan få energien på ret køl igen?
Mvh Anja
Læs sundhedsplejerskens svar på næste side.
Svar:
Kære Anja
At mangle energi og være træt kan skyldes mange ting. Den mest almindelige årsag, når man lige har fået barn, er naturligvis, at man sover for lidt eller bliver vækket for ofte. Det lyder dog som om, det går rimeligt hos jer. Jeg synes derfor, du i første omgang bør vende sagen med din læge, så du kan blive undersøgt, om der er en underliggende årsag til trætheden. Jeg ved ikke, om du eventuelt har for lav blodprocent, der kan føre til følelsen af mathed og træthed. Hvis dette er tilfældet, vil en periode med jerntilskud måske kunne gøre underværker.
Mange kan også beskrive trætheden og lysten til at sove, når de er triste eller kede af det. Mange får en periode med tristhed eller egentlig depression, efter de har fået barn. Hvis du tror, at trætheden og den manglende energi mere skyldes dette, er løsningen at snakke med nogen om det. Det kan være din mand, din søster, mor, veninde, sundhedsplejerske, læge eller psykolog eller en helt syvende.
Man kan også mangle energi, fordi man simpelthen ikke laver nok, som giver én psykisk energi. Det kunne være at sørge for at gå en tur, løbe, gå i biografen, være sammen med veninder, se familien, læse en bog, eller hvad man nu synes ”giver overskud på kontoen.” Det kan være gavnligt at overveje hvad, der giver én energi og hvad, der ”tapper” en for energi. Så man ikke kører fast i en trummerum, hvor man ”kun” er mor og går fra den ene sofa til den anden.
Jeg kender ikke noget vidundermiddel, som man kan tage, som er en ”all round energitilførsel.” Nogle naturlægemidler sælger sig på dette, men jeg har ikke set noget dokumentation for, at det reelt virker. At spise sundt og afvekslende og fysisk aktivitet er vist det mest almindelige råd. Håber du snart er på ret køl igen.
Med venlig hilsen
Ulla Darre