Overvejer flaske for at få nattesøvn, er det ok?

Spørgsmål:

Jeg blev mor for tredje gang i oktober måned til en dreng på 4200 gram. Jeg ammer og har gjort det alle tre gange. Min første var der mere end rigeligt mad til, men til de to næste har jeg måttet supplere ret tidligt med en flaske om aftenen. Med tre børn kan jeg godt mærke, at overskuddet ikke er så stort.

Jeg synes, at jeg denne gang har brugt meget energi på at få amningen op at køre og forblive kørende. Jeg er utrolig træt hele tiden, og det bliver ikke bedre af at være oppe to-tre gange om natten for at amme. I min mødregruppe er der flere, der giver flaske. Jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, at deres børn let tager 8-10 timer ud i en køre om natten…

Jeg overvejer meget, om jeg skal droppe amningen og ”gå på flasken”, hvis det medfører, at vi kan få sovet noget mere om natten. På den anden side ved jeg jo godt, at amning klart er det bedste for mit barn. Jeg er dog nået dertil, hvor jeg tænker, at det også er godt for mit barn, at mor har overskud i løbet af dagen…

Jeg vipper altså mellem:

1) jeg har mælk, og det kører – med supplement og træthed og 2) accepterer, at jeg har ammet min del og dropper det til fordel for flaske.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at jeg ville blive ærgerlig, hvis jeg droppede amningen, og jeg så i stedet skal op og give flaske to gange om natten… Hvad siger du? Er jeg utaknemmelig, da jeg jo (i modsætning til andre der gerne vil) godt kan amme, men hellere vil noget andet? Er det bare ærgerligt – mors lod er at være træt de første fire-fem måneder – og amning er bare bedst?

Hilsen Vibeke

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side.

Svar:

Kære Vibeke

Du spørger, om noget meget centralt, synes jeg. Er amning bare bedst? Mit bedste svar vil være: ”Næh”.

Man kan aldrig tage en faktor ud af en sammenhæng og kun forholde sig til den. Amning er fint, når det fungerer til alles tilfredshed. I nogle tilfælde har man som forælder også lyst til at kæmpe for at opretholde eller få en amning til at fungere. Det kan være fint. Men ”moderskabet” sidder ikke i brysterne. Nogle gange er det en bedre løsning at give flaske og bruge de ressourcer, man har på noget andet.

Desværre gives der ingen garantier. Mange børn sover længere tid om natten, når de ”er på flaske”, men der findes også børn, som vågner flere gange for at spise – og som du siger, det ville være lidt ærgerligt at skulle op for at lave flaske i stedet. Man kunne jo lade det komme an på en prøve.

Du giver på nuværende tidspunkt tilskud, og du kunne jo prøve at give lidt mere flaske, eventuelt som den sidste flaske om aftenen eller tidlig nat. Mange oplever også, at sidst på eftermiddagen kan det give mere ro i familien, hvis den lille har fået et tilskud.

Det gode ved din overvejelse om amning kontra flaske er, at du kan kombinere de to, i hvert fald en periode. Se hvordan det går, om du får mere overskud, sover bedre med mere, når du giver mere flaske. Hvis ikke, kan du fortsat amme det, du har lyst til.

God fornøjelse

Ulla Darre

Faktaboks

Om eksperten:

Ulla Darre arbejder som ledende sundhedsplejerske i Frederikssund Kommune, hvor hun har været siden marts 2004. Inden da har hun arbejdet som sundhedsplejerske i Kgs. Lyngby og København. Hun er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Ulla Darre.

Ret i stedet spørgsmål til: Dorte Fischer, sundhedsplejerske@voresborn.dk