Sko i arv, er det usundt?

Spørgsmål:

Er det rigtigt, at det er usundt for børns fødder at gå i storebrors aflagte sko? Eller kan man roligt lade skoene gå i arv?

Line

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side

Svar:

Kære Line

Om noget er sundt eller usundt, kan altid være svært at svare på. Generelt er holdningen den, at fodtøj bliver ”trådt i facon” af den, som bruger det. Det kan derfor være uhensigtsmæssigt at arve sko, som storebror har formet, da de så ikke giver optimal støtte og pasning.

Alle fødder er forskellige, og skoene bliver derfor slidt forskelligt. Dog har jeg aldrig set nogen dokumentation for, hvad det reelt betyder for føddernes udvikling, så det er måske også delvis et holdningsspørgsmål. Ofte oplever jeg, at forældre gemmer ældre søskendes sko/støvler – om ikke andet, så som ekstra fodtøj.

Dét, man kan være opmærksom på, er, om hælene er slidt skæve, og om skoene indvendigt er misfarvede, hvilket tyder på, at de ikke længere kan opsuge fodsved.

Naturligvis er det også vigtigt, om det er nogle godt brugte sko, eller om det er et par dansesko, som kun er brugt nogle få gange. Derudover er det som altid vigtigt, om skoen har den rette facon og størrelse. Selv søskende kan jo have forskellige form på fødder: bredde, længde osv.

Mange hilsner

Ulla Darre

Faktaboks

Om eksperten:

Ulla Darre arbejder som ledende sundhedsplejerske i Frederikssund Kommune, hvor hun har været siden marts 2004. Inden da har hun arbejdet som sundhedsplejerske i Kgs. Lyngby og København. Hun er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Ulla Darre.

Ret i stedet spørgsmål til: Dorte Fischer, sundhedsplejerske@voresborn.dk