Han skeler på det ene øje, hvad gør vi?

Spørgsmål:

Jeg har en søn på otte måneder, der skeler på det ene øje. Vi har lige haft besøg af sundhedsplejersken (for sidste gang), og i min søns journal har hun skrevet: Vær opmærksom på, at han har tendens til at skele.

Nu er jeg blevet i tvivl om, hvorvidt jeg skal opsøge læge nu eller vente til 12-månedersundersøgelsen? Er det bedst at gøre noget nu, så hans øjne ikke tager skade, eller skal jeg vente og se tiden an?

Anonym

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side

Svar:

Kære Anonyme

Som en naturlig del af sundhedsplejerskens undersøgelse af barnet i ottemånedersalderen undersøger vi, om barnet skeler. Det gøres ved at se, om pupillerne er parallelle, for eksempel ved at se, om lys spejler sig samme sted i begge pupiller.

Der er mange spædbørn, som skeler, men langt de fleste vokser fra det, inden de er fyldt et år. Nogle børn skeler hele tiden og andre kun af og til, for eksempel når de bliver trætte.

Hvis dit barn stadig skeler hele tiden, synes jeg, du skal ringe til en øjenlæge for at få en tid til din søn. Da det ikke er noget akut opstået, sker der ikke noget ved, at I først får en tid et stykke ude i fremtiden, men det kan være trygt at komme ind i et regi, som følger barnet.

Hvis du ikke selv kan se, om jeres søn skeler, kan du roligt vente til etårsundersøgelsen hos jeres egen læge. Lægen vil konstatere, om jeres søn er vokset fra det, eller om han skal til yderligere undersøgelser hos en øjenlæge.

Når man skeler, er man ofte plaget af dobbeltsyn. Da dette er ubehageligt, søger barnet at komme ud af denne situation, ved kun at bruge et af øjnene. Derved forsvinder dobbeltsynet. Hvis barnet bliver ved med dette, kan synet blive dårligt. Man siger, at barnet får et ”dovent” øje. Øjet kan genoptrænes ved for eksempel at komme en klap for det ”gode” øje, så barnet tvinges til at bruge det ”dovne”.

Mange hilsner og held og lykke

Ulla Darre

Faktaboks

Om eksperten:

Ulla Darre arbejder som ledende sundhedsplejerske i Frederikssund Kommune, hvor hun har været siden marts 2004. Inden da har hun arbejdet som sundhedsplejerske i Kgs. Lyngby og København. Hun er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Ulla Darre.

Ret i stedet spørgsmål til: Dorte Fischer, sundhedsplejerske@voresborn.dk