Hvad er haresyge?

Spørgsmål:

Mit barnebarn har fået konstateret haresyge, men er en rask frisk pige, hvad betyder det på længere sigt?

Yvonne

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side.

Svar:

Kære Yvonne

Dit barnebarn har fået konstateret haresyge, som også kaldes toxoplasmose. Den skyldes smitte med parasitten toxoplasma gondii. 85 – 90 procent af de smittede har ingen symptomer eller kun meget sparsomme sygdomstegn, man skal i så tilfælde ikke behandles, og det vil heller ikke betyde noget på længere sigt.

Når man har infektionen, vil kroppen danne antistoffer mod parasitten, og man er derfor immun for sygdommen fremover. Hvis man er gravid og bliver smittet, kan man overføre smitten til sit foster, hvilket kan være alvorligt.

Da parasitten ”bor” i kattens tarm, anbefales det, at gravide ikke rengør kattebakken. Endvidere anbefales håndvask efter havearbejde og rengøring af rå grøntsager og kød.

Der er altså ikke noget at være bekymret for med henblik på dit barnebarn.

Held og lykke

Ulla Darre

Faktaboks

Om eksperten:

Ulla Darre arbejder som ledende sundhedsplejerske i Frederikssund Kommune, hvor hun har været siden marts 2004. Inden da har hun arbejdet som sundhedsplejerske i Kgs. Lyngby og København. Hun er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Ulla Darre.

Ret i stedet spørgsmål til: Dorte Fischer, sundhedsplejerske@voresborn.dk