Sundhed
Har du et spørgsmål om børn og sundhed?
Spørg Liselotte Hergel. Hun er forfatter til Gyldendals store lægebog og praktiserende læge i Lyngby med masser af børnefamilier i sin klinik. Send din mail til sund@juniormag.dk
Raske børn – sådan!
Antallet af sygedage hos børn kan reduceres med op til en tredjedel, hvis de lærer at vaske ordentligt hænder, siger professor Hans Jørn Kolmos fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital.
Børn (og voksne!) bør vaske hænder hver gang, de har været på toilettet, før de spiser, og hvis de får snot på fingrene. Og det skal gøres grundigt, for i almindelighed vasker man hænder alt for overfladisk, siger professoren.
Kilde: Ritzau
Brevkasse spørgsmål: Må man godt løbetræne med helt små børn?
Hej,
Vi har en datter på næsten 4, som er en glad og livlig pige. Hun elsker at røre sig og sidder sjældent stille. Hendes børnehave har sat fokus på krop og bevægelse (anført af kommunen), og det er i sig selv fint. De har haft en bevægelseskonsulent ude i 14 dage, som blandt andet har løbetrænet med børnene. Nu har børnehaven indført løbetræning med alle børn 3 gange ugentligt, en strækning på cirka 4 kilometer, op og ned ad bakke. De holder pauser på vejen, men jeg har løbet turen med hende og synes, det var en hård tur for så lille et barn.
Jeg er selv tilhænger af at motivere børnene til at bevæge sig – vi laver mange ting sammen i familien lige fra fodbold, til cykling og svømning, men for første gang oplever jeg, at vores datter siger fra. Hun kommenterer på løbeturene – ”Mor, de siger ’Kom nu, kom nu’” – og andet i den retning. Jeg har taget det op med børnehaven, som siger, at løbetræning tre gange ugentligt ikke er for hårdt, da børn jo alligevel hele tiden bevæger sig. Ja, mener jeg, men i deres eget tempo, og når de har lyst.
Så jeg har brug for et professionelt syn på sagen – enten for at berolige mig (det er OKAY at løbetræne 3 gange ugentligt, når man er 3 år gammel) eller for at kunne overbevise børnehaven om, at træningen måske skal bestå af andet og ikke være så intensiv løbetræning – jeg vil jo ikke dræbe initiativet, ej heller forlange at min datter bliver hjemme, mens de andre løber. Kan I hjælpe?
Med venlig hilsen
Lene Christensen
Kære Lene,
Det er selvfølgeligt skønt, at din datters børnehave har sat fokus på børnenes bevægelse, og dejligt at de endda har sat tid af 3 gange om ugen, til at børnene skal ud at røre sig. I børnehavealderen gælder det om at give børnene glæden ved at røre sig og at styrke og støtte lysten til, at bevægelse bliver en daglig og livslang følgesvend. Det lyder, som om det allerede er lykkes med jeres aktive datter, og det er en gave for hende. Børn i børnehavealderen skal bevæge sig af lyst og holde de pauser, de har lyst til. Deres krop er i fuld udvikling og vækst og skal derfor ikke presses ud over dét, der føles behageligt for barnet. Det er helt fint, at nogle børn skal hjælpes lidt på vej for at lære glæden ved motion og bedre deres kondition, og det godt kan betyde, at man skal rose og opmuntre, og selv hoppe højest eller danse vildest for at få dem til at yde lidt mere eller foretrække at lege frem for fjernsynet, men løb med en distance på 4 kilometer 3 gange om ugen, for børn mellem 3 og 5 år, lyder som at skyde over målet, med mindre vilkårene er børnenes. Og det er som sagt det vigtigste!
Nu ved jeg jo ikke, hvordan det præcist foregår i din datters børnehave, men jeg tænker, at når der har været en bevægelseskonsulent på projektet, så må træningen være af en slags, der er passende og stimulerende for børn i den alder. Og er ”løbeturen” en hyggetur, hvor der er plads til de forskellige børns forskellige niveau og forskellige behov for pauser, og er turen, noget, børnene synes, er sjovt og rart og ikke en stroppetur, der risikerer at få den modsatte effekt, nemlig at barnet får en negativ oplevelse af bevægelse, så er det en rigtig fin ting at indføre, allerede når børnene er så små. Men jeg kan godt forstå dine betænkeligheder, når din oplevelse er, at turen er strabadserende, at når du selv løber turen med dit barn, så virker det i overkanten, og når dit eget barn fortæller, at hun ikke har oplevelsen af, at det er i orden at sige fra.
Det er aldrig rart, hvis man er utryg ved, hvad der foregår med ens barn, når man ikke selv er til stede, derfor opfordrer langt de fleste børnehaver forældrene til at deltage i en almindelig dag, hvis de har lyst til det. Du kunne måske vælge at deltage en dag i din datters børnehave, hvor der er løbetur på programmet, så du selv kan opleve, hvordan det foregår og forhåbentlig igen føle dig stolt over, at din datters institution er så meget fremme i skoene, at de har indført bevægelse og stimulering af børnenes glæde ved bevægelse, selv fra denne tidlige alder.
Med venlig hilsen
Liselotte Hergel
Vidste du..
? at 560.000 danskere hvert år bliver behandlet på skadestuen, fordi de har været i en ulykke?
Kilde: Politiken.dk
Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns sundhed? Skriv til: Junior, Oxygen Magasiner A/S, Postbox 865, 2400 København NV eller mail til: sund@juniormag.dk. Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.