Hvor bliver tænderne af?

Spørgsmål:

Min Jonas på ni en halv måned fik sine første tænder tidligt. Allerede da han var fem måneder, havde han to tænder, og ret hurtigt kom der flere til, i alt syv tænder.

Nu har tænderne holdt en pause med at vokse på to-tre måneder. Han har tre i undermunden og fire i overmunden.

Har det nogen betydning, at det er et ulige antal i undermunden, og at der altså er en pause på flere måneder?

Hilsen Gitte

Læs sundhedsplejerskens svar:

Kære Gitte,

Børns tænder bryder frem på forskellige tidspunkter. Nogle starter allerede ved firemånedersalderen, andre er næsten et år, før den første tand bryder frem.

Tænderne anlægges i gummerne fra omkring syvende fosteruge og ligger i gummerne indtil frembrud.

Det mest almindelige er, at tænder kommer næsten parvis, gerne med de mellemste i undermunden først, efterfulgt af de midterste i overmunden.

Nogle får mange tænder i hurtig rækkefølge, andre får én ad gangen. Der kan sagtens gå længere tid mellem, at et ”par” er dannet, og dette har ingen betydning.

Held og lykke

Ulla Darre, sundhedsplejerske

Faktaboks

Om eksperten:

Ulla Darre arbejder som ledende sundhedsplejerske i Frederikssund Kommune, hvor hun har været siden marts 2004. Inden da har hun arbejdet som sundhedsplejerske i Kgs. Lyngby og København. Hun er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske.

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Ulla Darre.

Ret i stedet spørgsmål til: Dorte Fischer, sundhedsplejerske@voresborn.dk