Hækl et stort sengetæppe

Hækl et stort sengetæppe

Tæppet er inspireret af de gamle hæklede sengetæpper med oldemorfirkanter.Det er meget hurtigt at fremstille med hæklenål nr. 12 og tykt garn.

HÆKLET SENGETÆPPE

Mål: 165 x 220 cm.

Garn: Madil Zen, 850 g, fv 143. Madil Zen, 600 g, fv 142. Tyrol, 700 g, fv 670. Tyrol, 500 g, fv 685.

Hæklenål: 12.

Hæklefasthed: 1 færdig firkant måler ca. 27 x 27 cm.

1., 2. og 3. omgang hækles med de 6 forskellige farve kombinationer af 1 tråd Zen, fv 142, 2 tråde Tyrol, fv 670 og 2 tråde Tyrol, fv 685. 1 tråd Zen, fv 143 bruges altid til 4. omg.

De 6 firkanter med de forskellige farvekombinationer danner 1 række, når man hækler dem sammen til sidst. Der skal laves 8 rækker i alt = 48 firkanter.

Obs! 1. stgm på omg erstattes af 3 lm, uden det står nævnt. Der gentages fra * til *, det antal gange, der står efter sidste *. Alle omg lukkes med 1 km foroven i omg’s 1. m.

Firkant: Slå 6 lm op, og saml dem til en ring med 1 km.

1. omg: * 3 stgm med nedtag i ringen, 3 lm (= hjørnebue)*. 4 gange Luk denne og de flg. omg med 1 km i den øverste af de 3 lm, der erstatter 1. stgm.

2. omg: Hækl km, så der begyndes i hjørnebuen, * 3 stgm + 3 lm + 3 stgm om hjørnebuen, 1 lm * 4 gange.

3. omg: Hækl km, så der begyndes i hjørnebuen, * 3 stgm + 3 lm + 3 stgm om hjørnebuen, 1 lm, 3 stgm om næste lm, 1 lm * 4 gange.

4. omg: Hækl km, så der begyndes i hjørnebuen, * 3 stgm + 3 lm + 3 stgm om hjørnebuen, 1 lm, (3 stgm om næste lm, 1 lm) hækl parentesen 2 gange.* 4 gange

Montering: Hæft alle løse ender. Hækl 6 firkanter sammen til en række ved at lægge firkanterne vrang mod vrang og hækle dem sammen med fm på retsiden med 1 tråd Tyrol, fv 670. Hækl derefter rækkerne sammen. Kant tæppet med 1 tråd Tyrol, fv 670 og 1 omg tungekant således: Hækl 1 fm mellem 2 grupper med stgm. * Spring derefter til 3. m fra nålen, og hækl 6 stgm i denne maske, spring igen til 3. m fra nålen, og hækl 1 fm i denne m *. Gent fra * til * hele vejen rundt. Bryd garnet.

lm: luftmaske

stgm: stangmaske

fm: fastmaske