Kom indenfor: Rune Klans farverige hjem er til salg
Den populære tryllekunster og komiker har sat huset på Amager til salg, og med de skæve vinkler og en legesyg indretning kan det bestemt ikke kan beskrives som ”et klassisk parcelhus”.
Af: Susanne Baden Jensen Foto: HOME Amager - Kastrupvej/Michael Stub (Her & Nu 2016)
Allerede når man ankommer til hoveddøren, skiller den sig ud med sin røde farve og ved at være placeret på et hjørne.
Døren fører ind til den populære tryllekunstner Rune Klans hjem, som ifølge Boliga Kendte netop er blevet sat til salg. Og ligesom husets ejermand (indtil det er solgt), er der tale om et hjem udover det sædvanlige.
Mægleren Home – Amager Kastrupvej beskriver det da også som “magisk liebhaveri” på 176 kvadratmeter, og en tur rundt i huset udstråler en modig og glad leg med indretning i farver og med "prikker".
I stueplan findes der et stort, grønt køkken-alrum, hvor der også er lavet en rund åbning i væggen fra køkkenet med kig ind til sofastuen med pejs indbygget i væggen, og det hele ”samles” i en rød spisestue.
På øverste etage findes der derudover tre værelser og et badeværelse. Når man går op ad trappen mødes man af et fordelingsrum med en vindueskarm farvet gul som solen og røde ”prikker” på væggen. Måske den heldige nye ejer også får gyngen, som hænger ned fra loftet, med i købet?
Hvad koster hele herligheden? Den er sat til salg for 9,3 millioner kroner. Villaen ligger tilbagetrukket på en stille villavej i den københavnske bydel Amagers ”italienske kvarter” tæt på strand og en cykeltur fra centrum, og med i købet følger også en brugbar kælder med flere disponible rum.
Vil du se flere billeder af den kendte trylle-komikers smukke hjem så klik her.