Selv om der ikke er kongelig residens for tiden, holder livgarden stadig godt øje med Amalienborg.
Artiklen fortsætter under videoen:
Og sidste søndag blev der slået storalarm, da man opdagede en genstand ved muren til haven bag Frederik 8.s Palæ, som er kongefamiliens hjem.
Turister og forbipasserende kunne ved 20.15-tiden pludselig se gardere komme løbende fra vagtstuen i Christian 7.s Palæ til Toldbodgade. Med våben i hænderne spærrede de vejen mellem slottet og Amalienhaven af og gav chokerede bilister besked på hurtigt at bakke væk.
– Vi fik en anmeldelse om en mistænkelig genstand ved Amalienborg, men første patrulje på stedet kunne hurtigt konstatere, at det drejede sig om en efterladt mikrobølgeovn, som nogen havde placeret bag ved Frederik 8.s Palæ, forklarer Københavns Politi til HER&NU.
Hele området er videoovervåget, men det er uvist, hvilke efterforskningsmæssige skridt der nu tages for eventuelt at finde en gerningsmand.