Brystkræft Pårørende

Foto: Frederikke Pontoppidan

Brystkræft Pårørende

”Når du vågner om natten og er bange, så ringer du til mig. Jeg er her altid og hele tiden”

50-årige Lene Hansen smider alt, hvad hun har i hænderne, da hendes datter får konstateret aggressiv lymfe- og brystkræft. Det vigtigste for hende er at være der for datteren, så kan hun selv bryde sammen, når det er ovre.

Lene tager sig til brystet. Hendes hånd ligger fladt på det bare stykke under hendes hals. Hun knuger hånden og banker den let ind mod brystet i en rytmisk bevægelse, mens hun kigger ud af vinduet.

– For tiden er der nogle dage, hvor jeg glemmer det lidt. Men jeg mærker det. Og det vil jeg gøre hele tiden, for d. 8. juli blev mit liv forandret for altid, fortæller hun.

Det var den dato, hvor hendes 30-årige datter fik beskeden om, at hun havde aggressiv lymfe- og brystkræft. Lene var med til samtalen, og selvom frygten havde strejfet hende, så regnede hun slet ikke med, at kræft var på tale.

– Da Winnie får beskeden, sætter hun sig ned på stolen og græder. Så jeg sætter mig ned på et lille bord ved siden af hende og holder om hende. Og så begynder jeg bare at skælde lægerne ud, for jeg synes, hun havde gjort alt det rigtige med at gå til lægen tidligt. Man bliver bare vred inden i sig selv, for man tænker: "Hvad er det, du står og siger til mit barn?"

Lene blev hurtigt dén, som tog sig af det praktiske. Hun fik ringet til sin mand og fortalt de svære nyheder. Hun sørgede også for, at alle kom hjem, så de kunne være der for Winnie og støtte hende. Selvom hun selv var fortvivlet, så trådte morinstinktet i karakter hos hende.

– Der flyver tusind tanker rundt i ens hoved. Jeg græd slet ikke. Så bliver man stærk og tænker: "Mit barn sidder her, og hun er lige brudt sammen. Hun er dybt ulykkelig. Hvad gør jeg som mor?"

LÆS OGSÅ: Anne Gadegaard: "Jeg er utrolig bange for selv at få brystkræft, fordi det har været så tæt inde på livet af mig"

Bryder sammen, når det er slut
Lene er meget målrettet, når hun taler om Winnies sygdom. Det er et forløb, hvor der skal kæmpes, og de skal forholde sig så positive, som de overhovedet kan. Det er et valg, de har truffet. Men nogle gange kan usikkerheden godt melde sig, selvom man fokuserer på at være stærk.

– Det værste i hele forløbet er magtesløsheden. Den magteløshed, som man står med, som mor. Man er vant til at have løsningen. Hvis hun har slået sig, puster vi og sætter et plaster på. Det kan jeg bare ikke her.

Lene tillader sig dog ikke at bryde sammen. Lige nu skal der fokuseres på at bakke Winnie op, så hun har kræfter til at kæmpe sig igennem forløbet og ud af kræften.

– Jeg tror bestemt, at der kommer en reaktion efter det her. Jeg kommer nok til at blive nedtrykt og trist i en længere periode. Jeg har også den følelse nu, men mest når jeg er alene. Så har jeg også den trykken for brystet. Den vil nok være der altid.

Du er min lille pige
Det er, da Winnie ammer sin mindste søn, at hun opdager knuden i sit bryst. Hun har også en lidt større dreng, og nogle gange kan følelserne omkring brystkræften overmande én, fordi man er blevet mor. Det er den helt specielle følelse af ansvar, som Lene tydeligt kan sætte sig ind i.

– Da Winnie står i køkkenet og sætter sin mindste søn i liften, bryder hun pludselig sammen. Hun er bange for, at hun ikke ser ham vokse op. Jeg holder om hende og trøster. Så siger jeg til hende: "Det kan jeg sagtens forstå, og det er helt naturligt. For jeg er jo også mor, og du er mit barn, som jeg ikke vil miste."

Noget af det vigtigste for Lene er at vise sin datter, at hun kan regne med hende. Lene mener, at det er et behov, som kommer af det at være mor. Det var også noget af det første, hun huskede sin datter på, da nyheden gjorde allermest ondt.
– Husk nu, at du er min lille pige, Winnie. Du behøver ikke være stærk hele tiden. Du må også gerne være bekymret. Og når du vågner om natten og er bange, så ringer du til mig. Jeg er her altid og hele tiden.


Lenes historie er en del af en serie, hvor både kræftramte Winnie og Winnies kæreste Kevin fortæller om, hvordan det føles for dem hver især, at Winnie har fået kræft.

Læs Kevins fortælling: "Hvis jeg nu dør, så ved jeg, vores børn har den bedste far"

Læs Winnies fortælling: "Jeg føler skyld, fordi jeg har bragt kræft ind i min familie"