Jamie Olivers favoritopskrift: Hede, hotte dan dan-nudler

Jamie Olivers favoritopskrift: Hede, hotte dan dan-nudler

"I den vestlige Szechuanprovins laver man denne ret i kæmpe spande, som man hænger på en stang, så man kan bære to spande ad gangen over den ene skulder. Jeg har fået at vide, at ‘dan’ betyder ‘stang’ på kinesisk, så det giver jo god mening. Det er en enkel, men meget lækker ret med silkebløde nudler, skønne grøntsager, sprødstegt kød og en underliggende snurren af szechuanpeber og rå hvidløg. Der er virkelig smag på drengen. Og så er der selvfølgelig chiliolien ... Selv jeg, der er dybt afhængig af mit daglige chilifix, kan få tårer i øjnene af sådan en portion. Det er noget af det fede ved chilier, synes jeg, men du bestemmer selvfølgelig selv, hvor stærk chiliolien skal være."

- Jamie Oliver

Klik videre til næste side for at få Jamie Olivers opskrift på den lækre nudelret.

4 personer

1 okse- eller hønsebouillonterning

(helst økologisk)

500 g hakket oksekød

2 spsk flydende honning

300 g hvedenudler

4 håndfulde blandede grøntsager

(fx kinakål, broccoliskud, bok choi

og spinat)

4 pillede, meget finthakkede

fed hvidløg

3 spsk mørk sojasauce

2 tsk friskkværnet szechuanpeber

5 spsk chiliolie (se PS)

2 forårsløg, skåret i tynde skiver

1 limefrugt, skåret i både

Vinforslag:

newzealandsk hvidvin, fx en Sauvignon Blanc (eller en kold øl)

Sådan gør du:

Smuldr bouillonterningen ned i en stor grydefuld vand og bring vandet i kog.

Vend kødet ud på en tør pande og steg det under omrøring ved jævn til stærk varme i 10-15 min., til det er gyldensprødt. Hæld overskydende fedt fra og tilsæt honning. Rør kødet godt igennem i ca. 30 sek., så det hele bliver vendt rundt i honningen, og tag panden af varmen.

Smid nudlerne i den kogende bouillon og rør lidt rundt i dem, så de ikke klistrer sammen; kog dem som foreslået på emballagen. Snit kålen i 1 cm brede strimler, skær bok choi-kålen i kvarte og bræk broccoliskuddene i mindre stykker. Når nudlerne mangler 1 min., smider du de klargjorte grøntsager

i, så de blancheres med. Hæld vandet fra i et dørslag; gem 1 dl af kogevandet.

Vip nudler og grøntsager tilbage i gryden sammen med det gemte kogevand. Tilsæt hvidløg, sojasauce, szechuanpeber og chiliolie. Rør retten godt igennem og øs den op i 4 portionsskåle. Fordel forårsløgene og det hakkede, sprødstegte kød over portionerne og servér retten med limebåde, som man kan presse ud over hele herligheden. En nudelret, der rykker!

PS Du kan købe glimrende chiliolie, men det er ikke svært at lave sin egen, så giv det en chance: Rist en håndfuld blandede, tørrede chilier i ovnen, så smagen træder endnu tydeligere frem, og blend dem i en foodprocessor sammen med en flaske jordnøddeolie. Så hælder du olien tilbage i flasken og opbevarer den i køleskabet, hvor den kan holde sig i 1 års tid.

Tip!

I ALT for damerne nr. 28, 2010 kan du møde Jamie Oliver i vores "Samtalekøkken" og få flere af hans tips.