Ida Praetorius.
Ida Praetorius.

Ida Praetorius: ”Her er mit bedste hemmelige tip til Hamborg”

Balletdanser Ida Praetorius har mange bud på, hvad du skal opleve i og omkring havnebyen Hamborg, som hun elsker for diversiteten, kulturlivet og kanaler, så langt øjet rækker. Du kan møde de lokale på paddleboards i vandet, på en gåtur i en hemmelig have og på gaden med en franzbrötchen i hånden.

Hvorfor skal man tage til Hamborg?

"For mig er det selvfølgelig på grund af kulturlivet, for det er det, jeg befinder mig i. 

Det er en storby, så der er mange forskellige områder med forskellige vibes. 

Der er dele af byen, som er mere rå, og så er der dele, som er mere fin og fancy. I Neustadt har du alle highend, luksuriøse butikker, hvor du i Sternschanze har flere vintage- og genbrugsbutikker. Jeg kan godt lide, at man får begge dele i én by. 

Derudover er Hamborg en meget nem by at komme fra A til B i. Metrosystemet fungerer supergodt, så det er ikke besværligt at bevæge sig rundt mellem de forskellige kvarterer."

Hvad skal man opleve, når man er i byen?

"Ren kulturelt skal man helt klart tage til Elbphilharmonie. Det er et fantastisk koncerthus, der ligger nede på havnen.

Elbphilharmonie koncertshus.
Elbphilharmonie koncertshus.

Jeg vil helt klart anbefale, at man går ind og hører en koncert der, men ellers er det også en oplevelse i sig selv bare at besøge stedet. 

Rummet har noget af den bedste lydakustik, der findes i verden. Og så er koncerthuset ekstremt smuk, så det er en oplevelse i sig selv bare at kigge på den. The Plaza området i koncerthuset er også en særlig oplevelse at besøge. 

Det er terrassen, som ligger rundt i kanten af hele bygningen med reflekterende glas på den ene side og med udsigt over vandet på den anden. Selvom koncerthuset er en populær turistattraktion, er det meget mere end bare det – det er en kulturel oplevelse. 

De har også et fuldstændig vanvittigt musikalsk program, som jeg klart vil anbefale. 

En aktivitet, man skal opleve i Hamborg, er paddleboarding. Det er virkelig populært her, fordi byen er fyldt med små kanaler. Jeg føler faktisk, at hele Hamborg altid er ude på vandet. 

Langs kanalerne er der mange små cafeer, som har vinduer ud til vandet, og så kan du padle hen til et vindue og købe drinks, kaffe og mad og nyde det ude på vandet. Hvis vejret er godt, er det virkelig dejligt. 

Man kan leje dem mange forskellige steder, men jeg plejer at gøre det ved Winterhude."

Hvor skal man spise i Hamborg?

"Mit go-to-frokoststed er en cafe og bar, der hedder Erste Liebe Bar. 

Hvis man derefter skal spise et sted om aftenen, vil jeg anbefale et lille japansk spisested, der hedder IZAKAYA by DOKUWA. Det ligger i området Karolinenviertel, hvor jeg elsker at hænge ud. 

Mad fra IZAKAYA by DOKUWA

Det er en autentisk bydel, hvor der bor et hav af kunstnere, og som er proppet med små, lokale butikker, cafeer og restauranter. 

IZAKAYA by DOKUWA er ejet af en japansk familie, som laver de bedste små retter og drinks. Det er et meget unikt sted, og der er altid god stemning. Hvis man ved, at det er der, så er man heldig – det er nemlig et sted, hvor de lokale går hen. 

Man kan få mad til sent om aftenen, og det er perfekt til en balletdanser som mig, der ofte har sent fri."

Hvad er dit bedste hemmelige tip?

"Det er nok at gøre noget så simpelt som at gå i Planten un Blomen. 

Det er en kæmpe park, som ligger midt inde i byen. De fleste går ind i den ende, som er tættest på indre by. Jeg har boet i Hamborg i 2,5 år, og det er kun en måned siden, jeg opdagede, at man kan gå ind i den anden ende af parken. 

Planten un Blomen, Hamborg.
Planten un Blomen, Hamborg.

I den ende længst væk fra indre by ligger der en japansk have. Der er selvfølgelig stadig mange, der går der, men der er ikke lige så proppet, og jeg synes, der er meget smukkere."

Hvorfor har Hamborg en særlig betydning for dig?

"For mig er Hamborg særlig af to grunde. For det første på grund af den ballethistorie, som er her. 

Balletten er på et meget højt niveau her, så jeg vil altid anbefale, at man tager en tur i teater på Hamburg Staatsoper. I 51 år har de haft en chef koreograf, John Neumeier, som har skabt en lang række store værker, der bliver danset i hele verden. 

Alle de store værker er skabt i det teater, hvor jeg nu er solodanser, og det er meget stort for mig. Nu er der fundet en ny chef koreograf, der overtager til august. 

Det bliver interessant at se, hvad der kommer til at ske af nye ting i et hus, der har så meget historie. For det andet har Hamborg en stor personlig betydning for mig, fordi mine forældre boede her sammen, da de var 20 år. 

Min far friede til min mor i Planten un Blomen, så nogle gange, når jeg går forbi parken, kan jeg ikke lade være med at smile. Det er lidt sjovt, at jeg bor her nu."

Hvad er dit yndlings-spot?

"Det må være Mutterland. Her køber jeg meget ofte min morgen- og eftermiddagskaffe. 

Det er en kæde, som man kan finde rundt i hele byen. Det ligner nærmest en købmandsforretning indeni, og her kan man få noget, der er ekstremt ”hamborgsk” – franzbrötchen. 

Franzbrötchen.
Franzbrötchen.

Oversat vil jeg sige, at det er en fladmast kanelsnegl, som er lavet på croissantdej. Hvis man er fra Hamborg, så hedder det en franzbrötchen, men hvis man er fra alle andre dele af Tyskland, hedder det en zimtschnecke. 

På den måde kan man ret hurtigt finde ud af, om folk oprindeligt er fra Hamborg eller ej. 

I balletverden er der en tradition med, at man køber en lille held-og-lykke-gave med til dansere, der har premiere eller debuterer i en rolle. Mutterland er det bedste sted at købe de små gaver, for de har en masse fine ting og værtindegaver."

Hvor skal man bo, når man besøger byen?

"Jeg bor selv i Neustadt, som er i indre by, og det kan jeg rigtig godt lide. 

Jeg bor i det gamle komponistkvarter, der sjovt nok er et kvarter, der minder meget om København – både i stilen og stemningen. 

Jeg synes også, at Winterhude er et virkelig dejligt område. Det ligger på den anden side af søen Außenalster. 

Byen er bygget op sådan, at søen Außenalster ligger i midten, og så er der alle områderne rundt om, hvor det nederste område går ned til havnen. 

Hele vejen rundt om søen er skønne steder at bo."

Om Ida Praetorius, 31 år.

  • Solodanser ved Hamborg Balletten siden 2021. 
  • Tidligere solodanser ved Den Kongelige Ballet i Danmark.