Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Klassisk julekage
Foto: Line Thit Klein Klassisk julekage

Klassisk julekage

Lav en klassisk julekage med kardemomme

En god gammel klassiker, som smager dejligt. Dejen er som en mellemting mellem en blød gærdej og en wienerbrødsdej.

Print

Giver 2 kager a 8-10 stykker hver.

Dej:
1,5 dl mælk
1 dl lunkent vand
20 g gær
1/2 tsk salt
5 spsk sukker
1 sammenpisket æg
1 tsk stødt kardemomme
½ usprøjtet appelsin, skal herfra
ca. 500 g hvedemel
225-250 g iskoldt smør

Fyld:
50 g mandelmel
100 g god marcipan
50 g blødt smør
50 g sukker
1 dl hakket sukat
1 dl hakket syltet appelsinskal
1 dl mørke rosiner
1/2 sammenpisket æg
2-3 spsk sukker

Sådan gør du

Kom mælken i en dejskål, tilsæt 1 dl vand, og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, sukker, æg, appelsinskal og kardemomme, og rør grundigt. Tilsæt mel, og ælt dejen omhyggeligt sammen, til den er meget smidig og blank. Lad den hvile køligt i ca. 30 min. Strø mel på bordet, og rul dejen ud til et rektangel på ca. 1 cm’s tykkelse.

Skær det kolde smør i tynde flager, dette gøres nemt med en ostehøvl. Dæk 2/3 af dejen med smørret, fold dejen i tre lag, så delen uden smør kommer i midten. Rul dejen på tværs af folderne, og fold derpå dejen tre gange igen. Fortsæt denne procedure fire gange i alt, mens du sørger for hele tiden at have mel på bordet, drys ekstra mel på, hvis der går hul på lagene, og smørret blottes. Del dejen i to, og rul hver del ud til et kvadrat på ca. 1 cm’s tykkelse.

Rør mandelmel, marcipan, sukker, og smør sammen, og fordel blandingen sammen med sukat, syltet appelsinskal og rosiner over dejen. Fold dejens hjørner ind over fyldet som snipper, der mødes på midten. Klem snipperne let sammen. Nu får du et nyt kvadrat, mindre, men tykkere. Træk i kvadratets hjørner og tryk dem ind mod midten, så formen bliver mere rund. Drys kagen med et tyndt lag mel, og dæk den med plastfilm. Lad den hæve til dobbelt størrelse på et lunt sted, det tager to-tre timer.

Tænd ovnen på 200 grader. Pensl kagen med en blanding af æg og to-tre spsk. vand. Drys med sukker, og pensl igen, og drys afslutningsvis med sukker. Bag kagen på ovnens nederste rille i 35-40 min, indtil den er fint gyldenbrun og sprød i overfladen.

PRØV OGSÅ: Chokoladefilopakker og krydret varm kakao

Se, hvad vi ellers skriver om: Julebag