Billie Eilish
SPONSORERET indhold

Vi spår, at disse 10 bliver fremtidige ikoner

Der er dem, som står ud fra mængden, udfordrer normer, baner vejen og bare er noget helt særligt. Hvad har de tilfælles? De giver ikke en fuck for traditionelle opfattelser af køn, krop og identitet og viser, at de unge nogle gange er klogere end de voksne. De er fremtidens ikoner, hvis du spørger os. Her er 10 af dem.

Af: Stinne Kaasgaard Foto: Getty Images
11. jun. 2020 | Mode | Eurowoman

Jada

“Ned med patriarkatet og det hvide overherredømme.” Sådan afsluttede sangerinden Jada sin takketale, da hun modtog Kronprinsparrets Stjernedryspris og dermed 100.000 kroner sidste år. Jada er hundrede procent sin egen og bliver hyldet og hædret af alle finkulturelle instanser. Hun har inkasseret kritikerpriser ved årets Steppeulv tidligere på året, vandt P3 Talentet ved P3 Guld sidste år og skal, hvis alt går efter planen, åbne Orange Scene på Roskilde Festival denne sommer. Men det får ikke Jada til at rette ind og følge normer for, hvad vi normalt forbinder med en popstjerne. Jada optræder med hår under armene, bart, blødt maveskind, og så kan hun få publikum til at stortude ved sine koncerter pga. sine oprigtige tekster om kærlighed, ensomhed og bagsiden af sociale medier. Sangerinden med det borgerlige navn Emilie inspirerer dermed både med sine rørende sange og med sit afslappede forhold til sin krop. Som hun sagde i et interview i Politiken i 2019: “Jeg har da også dage, hvor jeg pludselig føler, at det at føle sig tyk er noget dårligt … Men det er jo absurd. At føle sig tyk kunne også bare være en neutral følelse, som at være kold eller varm. Jeg får tit lyst til at sige til folk: “Prøv dog at have fun med din krop!”

Malala Yousafzai

Hun blev verdenskendt, efter hun blev skudt i hovedet på vej hjem fra skole i en alder af blot 15 år. Men Malala Yousafzai havde allerede nogle år før tragedien gjort sig bemærket for sit arbejde for menneskerettigheder og særligt pigers ret til at gå i skole i det Taleban-dominerede nordvestlige Pakistan. Allerede som 11-årig skrev hun et blogindlæg om sit liv under Taleban til BBC, og året efter lavede en journalist fra The New York Times en dokumentar om hende. Den ambitiøse teenager, der heldigvis kom sig efter angrebet på hende, blev nomineret til Den internationale børnefredspris af den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist Desmond Tutu i 2011, og i 2014 vandt hun som den yngste nogensinde Nobels fredspris. I dag er Malala Yousafzai 22 år, men trods sin stadig unge alder, er hun en heltinde, der vil gå over i historien. 

LÆS OGSÅ: Stephanie Gundelach er en af to kvinder bag Instagrams seneste hit

Billie Eilish 

Technicolor-negle, neonfarvet hår, chunky sneakers og en oversize garderobe taget til et helt nyt niveau. Den 18-årige amerikanske sangerinde og sangskriver Billie Eilish debuterede i 2017 med EP’en Don’t Smile at Me, og hendes album When We All Fall Asleep, Were Do We Go? var et af de bedst sælgende i 2019. Hun vandt desuden hele fem Grammy Awards, som den yngste i fire af kategorierne, to American Music Awards og en Brit Award. Og så har den unge sanger såmænd stået bag titelmelodien til den kommende Bond-film Bond 25: No Time to Die og går dermed i fodsporene på bl.a. Madonna og Adele. Sangerinden, som er født i Los Angeles og opvokset i showbusiness med forældre, der var skuespillere og musikere og hjemmeskolede deres børn, laver al musik med sin bror. Hun er desuden kendt for at klæde sig, så ingen kan dømme hende hverken for tyk eller for tynd. Som i 2019, hvor hun optrådte i en kampagne for Calvin Klein og sagde, at hun bevidst klæder sig i baggy tøj for at undgå bodyshaming: “Ingen kan sige, hun er tyndfed, hun er ikke tyndfed, hun har en flad røv, hun har en fed røv. Ingen kan sige noget i den stil, fordi de ikke ved det.”

Simon Porte Jacquemus

Om 20 år vil vi også nævne Jacquemus i rækken af ikoniske modehuse. Designeren bag det franske brand, Simon Porte Jacquemus, præsenterede sin første kollektion under Paris Fashion Week i 2012, men var allerede på alles læber i 2010, da han promoverede sine designs ved at få sine venner til at gå i dem under Vogue – Fashion’s Night Out. Jacquemus har gjort det til det mest naturlige i verden at iklæde sig en kæmpe stråhat, og hans farverige minitasker og legesyge tilgang til proportioner og silhuetter har pustet frisk liv i garderoben hos såvel os almindelige dødelige som stjerner som Beoyncé, Rihanna, Jeanne Damas og Emma Rosenzweig. 

Indya Moore

Har du endnu ikke set Pose på HBO, ved du, hvad du dit næste seriefiks bør være. Og vi siger bør, fordi det er obligatorisk, at du ser den serie. Se det som et gratis dannelsesråd. Ikke mindst på grund af skuespilleren Indya Moore, som spiller rollen som den transkønnede Angel i serien, der udspiller sig på 80’ernes ballroom-scene i New Yorks undergrund. Den 25-årige skuespiller og model er transperson og bruger pronominerne de/dem og blev i 2019 udråbt af magasinet Time som en af de 100 mest indflydelsesrige i verden. Og vi tror på Indya Moore. For lige som med det øvrige cast fra Pose viser de, at der er masser af talentmasse blandt skuespillere med flydende kønsidentiteter. Og selv om en hvilken som helst dygtig skuespiller i princippet kunne spille transperson, gør det alt andet lige autenticiteten endnu større, at vi ved, at Indya Moore også i virkeligheden har skullet kæmpe sig fri af bl.a. sine forældres transfobi, hvilket sendte dem i plejefamilie. Indya Moore startede karrieren som model for bl.a. Louis Vuitton, Dior og Gucci, men fik i 2017 rollen i den uafhængige filmproduktion Saturday Church. Modelkarrieren har de vedligeholdt siden, bl.a. med en modelkontrakt med IMG Models. Et af højdepunkterne var, da de i 2019 var den første transkønnede model på forsiden af amerikansk Elle. 

LÆS OGSÅ: Vincent Beier: "Jeg kan mærke, at der ikke er en rummelighed overfor folk som mig alle steder"

Ashley Graham

“Rygfedt, jeg ser dig, når du popper ud over min bh i dag. Men det er ok. Jeg vælger at elske dig.” Sådan sagde modellen Ashley Graham, da hun i 2015 lavede en TED-talk. Hun er vel nok verdens største plussize-model, og alligevel vil hun helst ikke vil kaldes lige netop det. For Ashley Graham, der blev mor for første gang i januar, er kropsaktivist og mener grundlæggende ikke, at vi skal kategorisere kvinder som værende plus noget som helst. Hurra for det. Den 32-årige model og tv-vært er den første model i størrelse 46 på forsiden af Sports Illustrated Swimsuit Issue og har siden været på forsiden af bl.a. britisk Vogue og Harper’s Bazaar. På Instagram deler hun gerne billeder af såvel naturlige deller som appelsinhud, og ja, der vil altid være nogen, der mener, at hun ikke er plus nok – eller det modsatte, men Ashley Graham har utvivlsomt sat helt nye standarder for mangfoldighed i modebranchen. 

Harry Styles

Skru tiden tilbage til 90’erne. Dengang boybands som Backstreet Boys og Take That var lig med oversize tanktops, vaskebræt under åbne skovmandsskjorter, baggy jeans og drengerøvsattitude. Dengang ville Harry Styles have været virkelig malplaceret. Men tiderne skifter, heldigvis. Og i dag er det helt naturligt, at et forhenværende boybandmedlem danser rundt i lyserødt tylskørt som en anden ballerina eller møder op på den røde løber i chiffon, blonder og med sløjfe om halsen. 26-årige Harry Styles, der forlod One Direction og debuterede som solist i 2017 mener ikke, at seksualiet handler om, hvordan man går klædt: “Hvis jeg ser en flot nederdel og får at vide, at den er til kvinder, tænker jeg: “Okaaaaay?” Det giver mig ikke mindre lyst til at tage den på. Jeg tror på, at det hele bliver meget lettere, hvis du føler dig godt tilpas med dig selv,” som han har udtalt i et interview med The Guardian. Vi kunne ikke være mere enige.

Lizzo

Sangerinden Lizzo har for alvor bragt kropsaktivisme ind i populærkulturen. Den flamboyante sangerinde med den farverige garderobe, som ikke overlader meget til fantasien, er virkelig ligeglad med, hvad du mener om hendes krop. Og hun bruger i den grad sin krop og sin seksualitet, når hun optræder i alt fra shiny satincorsager og pailletter til tætsiddende leopardprint, der smyger sig om hende. Den 32-årige sangerinde fra Minneapolis i USA brød for alvor igennem lydmuren med sit tredje album Cuz I Love You i 2019 med singler som Juice og Tempo. Lizzo har en stærk følgerskare i LGBTQIA+-miljøet og har bl.a. udtalt, at hun ser seksualitet som et spektrum og ikke har travlt med at putte sig selv i en kasse. Alligevel mener flere, at hun ‘sprang ud’ som heteroseksuel med sangen Boys. Men selv om hun hylder mænd i sangen, er der ingen tvivl om, at Lizzo ser temmelig stort på traditionelle kønsnormer: “I like big boys, itty bitty boys / Mississippi boys, inner city boys / I like the pretty boys with the bow tie / Get your nails did, let it blow dry / I like a big beard, I like a clean face / I don’t discriminate, come and get a taste / From the playboys to the gay boys / Go and slay, boys, you my fave boys.” What’s not to like?

LÆS OGSÅ: Gun-Britt Zeller: "Det må altså godt være lidt uperfekt, det hele"

Megan Rapinoe

Det er ingen hemmelighed, at der er ualmindelig trangt i skabet i sportsverdenen. Der er meget langt imellem dem, der åbent står ved deres seksualitet, hvis den altså ikke lige er heteroseksuel. Heldigvis er der normbrydere, og en af de allervigtigste, du skal kende, er Megan Rapinoe. Den 34-årige amerikanske fodboldspiller med det karakteristiske pink hår er ikke alene et ikon i queermiljøet og kendt for sit enorme engagement for LGBTQIA+- rettigheder – hun er såmænd også verdens bedste kvindelige fodboldspiller. Bonusinfo: Megan Rapinoe danner par med den næsten lige så legendariske amerikanske basketballspiller Sue Bird, som har vundet tre WNBA-turneringer med sit hold Seattle Storm. De var det første homoseksuelle par, der var på forsiden af det anerkendte sportsmagasin ESPN’s særudgave, The Body Issue.

Greta Thunberg

Hvem havde troet, at en 16-årig, svensk skoleelev med lange fletninger, rynkede bryn og et papskilt med teksten “Skolstrejk för klimatet” skulle få så stor indflydelse? Klimaaktivisten Greta Thunberg har fået verdens ledere, og en stor del af sin egen generation, til at dreje hovederne. For den frustrerede skandinaviske teenager er måske nok en smule aggressiv i sin retorik, men hun har ikke desto mindre sat ord og ansigt på en af vor tids største udfordringer, nemlig klimakrisen. Greta Thunberg har endda fået overtalt sine forældre til at blive veganere og holde op med at flyve, hvilket har sat en dæmper for moderens karriere som operasangerinde. Og ja, hun kan måske kritiseres for dobbeltmoral, når hun sejler alene over Atlanten og ikke lige ved, hvordan hun skal komme hjem igen. Lige som ingen helt ved, om hun selv skrev den bog eller hendes mor var ghostwriter. Men hey. Hvor meget havde du udrettet som 16-årig? Har du talt for FN eller været nomineret til Nobels fredspris? Nej, vel? Respekt for Greta. How dare you (not to).

Anbefalet til dig