Har du svært ved at finde den træningsform, der passer bedst til dig, så fortvivl ikke. Der kommer nemlig hele tiden nye til, som gør det endnu sjovere for dig at komme i form. Her er 4 af de nyeste, der er særdeles effektive og sikkert meget anderledes end noget, du har prøvet før.
REFORMERTRÆNING
40-årige Gitte Salling har stiftet konceptet ‘the ultimate workout’, som hun underviser i hos Energii i København og Lyngby. Det er pilates-træning på en reformermaskine.
Sådan foregår træningen:
“En reformer er en maskine inden for pilates-baseret modstandstræning, som består af et system af fjedre, stropper, en glidende vogn og en barre. Modstanden består af kombinationen af fjedre og ens egen kropsvægt. Hos Energii har vi skiftet det meste pilates ud med styrketræning og tilsat stræk og balance i mange øvelser, og det er holdtræning med 18 personer og en instruktør, som giver instruktioner, guider og motiverer holdet. Gennem træningen bevæger vognen, kroppen, arme og ben sig, hvilket udfordrer og bedrer ens styrke, smidighed, balance, koordination og koncentration. Der kan laves mange forskellige øvelser på reformeren, og de foregår både liggende på ryggen, maven, knæene samt siddende og stående alt efter niveau i træningen. Alle muskelgrupper trænes, og kroppen strækkes ud hver gang – det hele på 60 minutter. Uden pauser.”
Resultatet, du kan forvente:
“Reformeren danner lange, slanke, smidige og stærke muskler og en atletisk figur. Efter 10 gange oplever mine kunder generelt en mærkbar og synlig opstramning af hele kroppen, primært maven. Jeg anbefaler altid at træne 2-3 gange reformertræning om ugen, og når kroppen har vænnet sig til måden at træne på, kan man sætte antallet op til 3-4 gange.”
Her kan du dyrke reformertræning:
Energii, Ny Kongensgade 9A, Kbh. K, Energii.dk. En prøvetime fås for 120 kr., et 5-turs klippekort koster 750 kr., og et 10-turs klippekort fås for 1.300 kr. En privat undervisningstime koster 900 kr.
Klik videre for at se den næste træningsform...
BALLETBARRE
Sådan foregår træningen:
“Balletbarre er en serie af øvelser, som er forankret i den klassiske og moderne ballet, og alle kan deltage. Træningen har alle de fordele, som gør danserne stærke og giver dem en smuk krop. Vi varmer op ved barren, og derefter laver vi arm-, ben- og maveøvelser. Til sidst nogle små springkombinationer, inden vi slutter af med en lang udstrækning. Holdene er små med kun seks-syv elever, og det er vigtigt at have fokus på den enkelte, så der er i virkeligheden tale om individuel undervisning. Mine elever skal med andre ord være interesserede i at blive undervist, at blive rettet og set, for ingen får en stærk og smuk krop uden at blive korrigeret.”
Resultatet, du kan forvente:
“Det er hårdt arbejde, men resultatet er tydeligt. Med et par timers undervisning om ugen kan du allerede efter en måned se din krop ændre sig. Du får lange muskler i arme og ben, maven bliver flad, og sædemusklerne løftes. Balletdansere bliver ofte komplimenteret for deres smukke kropsholdning.”
Her kan du dyrke balletbarre:
Chamby Studio, Lemchesvej 6, Hellerup, Chambystudio.dk. En gang koster 200 kr., og et klippekort til 11gange
fås for 1.500 kr. (studerende: 1.000 kr.). Prøvetime er gratis.
Klik videre for at se den næste træningsform...
YOLATES
Mikala Kissi, 30 år, udviklede yolates, fordi hun som danser og model manglede en mere alsidig træningsform. Det kan du nu dyrke i hendes center Miki Miki Yolates.
Sådan foregår træningen:
“Yolates er et intensivt træningsprogram, hvor vi bruger elementer fra både dynamisk yoga, pilates og dans, herunder balance-, smidigheds-, styrke-, vejrtræknings- og meditationsteknikker. Du får pulsen op og får strakt alle muskler, mens du stresser af mentalt. Vi træner på hold a ca. 12 personer og bruger ofte små pilatesbolde under træningen til bl.a. træning af inderlår og balder. Alle kan være med til yolates, da undervisningen tilpasser sig til den enkelte, og hver øvelse kan udøves på flere niveauer.”
Resultatet, du kan forvente:
“En sundere holdning, mental afslapning og fornyet energi. Du bygger muskulaturen op indefra, bliver stærk fra top til tå og får en smukt tonet krop med lange, slanke muskler. Jeg vil anbefale, at man træner minimum to gange om ugen, hvis man vil opnå synlige resultater.”
Her kan du dyrke yolates:
Miki Miki, Gl. Kongevej 5, Kbh. V, Mikimiki.dk. En prøvesession a 75 min. koster 50 kr., et 5-turs klippekort fås for 450 kr., og 10 ture koster 800 kr. 75 min. personlig træning koster 750 kr. To gange om året tilbyder Miki Miki detox- og yolates-workshops med juicefaste, spa og saunagus, hvor kroppen får en hovedrengøring.
Klik videre for at se den næste træningsform...
CROSSFIT
35-årige Catrine Mannerup er crossfitinstruktør og stifter af Butcher’s Lab i Kødbyen. Når du kommer til hendes timer, ved du aldrig, hvilke udfordringer der venter dig.
Sådan foregår træningen:
“Træningen er intensiv, alsidig og baseret på naturlige dagligdagsbevægelser og løft med meget høj intensitet ved hjælp af bl.a. kettlebells, vægtstænger, gymnastikringe, reb, sandsække, traktordæk og romaskiner. Opvarmningen er en central del af crossfit, som prioriteres meget højt for at undgå skader. Undervisningen varer en time, og dagens ‘WOD’ – workout of the day – er altid forskellig, så du ved aldrig, hvad der venter dig. På den måde tvinger man folk til at træne nogle ting, som de enten ikke er så gode til eller normalt ville undgå i et træningscenter.”
Resultatet, du kan forvente:
“Du får både styrket dine muskler, din smidighed og din kondition, så du bliver lige dele vægtløfter, gymnast og løber af crossfit. De fleste kan mærke en forskel i styrke og kondition efter blot få gange. Som udgangspunkt vil jeg anbefale folk at træne 2-3 gange om ugen suppleret med sund kost.”
Her kan du dyrke crossfit:
Butcher’s Lab, Høkerboderne 8-10, Kbh. V, Butchers.dk. Indmeldelsesgebyr er på 125 kr., hvorefter det koster 450 kr. pr. måned. Medlemskabet giver ret til ubegrænset træning.
Læs også: Sådan træner Victoria's Secret modellerne