Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

JFK Jackie Kennedy bryllup
Foto: Bachrach/Getty Images Det kan tage lang tid at finde den helt rigtige kjole, så kontakt derfor gerne de forretninger, du har i tankerne, så snart du kender jeres bryllupsdato.

Find den perfekte brudekjole til din kropstype

Der findes mange smukke brudekjoler, men det kræver (selv)indsigt at finde den, der passer perfekt til dig og dine behov. Vi guider.

Der er ingen regler, når det kommer til dit bryllup. Du skal se ud, lige som du vil, og hvis det betyder, at du har lyst til at gå ned ad de bonede kirkegulve i et neonfarvet joggingsæt, eller er mere til åbne landskaber og en kjole lavet af hvidt pergamentpapir, så er du fri til at gøre det. Det er dit – okay, jeres bryllup – og hvad end der gør jer glade, skal I gøre.

LÆS OGSÅ: 10 kendte, hvis brudekjoler vi ALDRIG glemmer

Men hvis du ikke er så målrettet og ikke lige ved, hvilken form, farve og facon, du skal gå efter, så start med at kigge godt på din krop. Derved kan du målrette din søgning og gøre brudekjoleshoppingen mere effektiv – og meget sjovere.

Her kommer vores guide til, hvilke brudekjoler der klæder lige præcis din kropstype – men husk at ingen kroppe er ens, og hvis ikke du finder din kropstype her, så prøv om du kan genkende nogle af karaktertrækkene ved din krop i de andre typer. Det er som oftest den kropstype, hvor du har flest ligheder, der passer til dig.

Lige-op-og-ned

Hvis du har brede skuldre, små bryster, ingen talje, smalle hofter og slanke ben, foreslår vi, at du…

  • Sætter fokus på skuldre, barm og hals og vælger en brudekjole, der rynker, har et bælte i taljen eller fylder omkring hofterne, da det alt sammen skaber illusionen om en talje og en timeglasfigur.
  • Går efter et empiresnit, da det bryder kroppen smukt op og forsøger dig med en V-formet halsudskæring og en dyb udringning i ryggen, da det vil give dig en illusion af runde former.
  • Undgår stramme kjoler, der ikke giver dig nogen f­igur.

Timeglasfiguren

Hvis du har store bryster, en smal talje, er kort i livet og velsignet med brede hofter, foreslår vi, at du...

  • Sætter fokus på din smalle talje – du kan bære en kropsnær brudekjole med et bånd eller et bælte, der understreger din talje.
  • Prøver en V-formet halsudskæring, som vil være meget f­lot til din kropsbygning og undgår løstsiddende brudekjoler, da de ikke gavner din figur, hvis din talje ikke er fremhævet og i stedet gør dig figurløs.
  • Holder dig fra empiresilhuetterne og de store prinsessebrudekjoler samt undgår for meget for oven eller forneden på brudekjolen, da det vil ødelægge timeglasformen og udviske dit ellers velafbalancerede bryst- og hoftemål.

Den pæreformede

Hvis du har små bryster, en flad mave, er lang i livet og har kraftige ben, foreslår vi, at du…

  • Lægger fokus på din slanke overkrop med en kjole, der har bådudskæring, corsage og er uden ærmer og stropper, da det leder blikket opad. Bær gerne et halssmykke, da det er med til at lede opmærksomheden hen imod dine skuldre og din flotte hals.
  • Undgår at pynte den nederste del af brudekjolen, da dette vil fremhæve dine hofter. Til gengæld kan du med fordel bruge blonder og pynt på den øverste del.
  • Forsøger dig med en brudekjole med empiresnit, som kan være helt ideel, fordi den holder fokus på din overkrop, samt vælger en brudekjole, som sidder til i din smalle talje.
  • Er opmærksom på at en brudekjole med V-hals vil trække øjnene nedad mod dine hofter.

Den æbleformede

Hvis du har mere fylde på maven end ved brysterne, en flad bagdel og kraftige ben, foreslår vi, at du…

  • Vælger en brudekjole, der sidder til foroven og falder blødt og let ­lagrende i A-snit, samt går efter brudekjoler, der rynker eller har et bånd ved det smalleste punkt ved hoften, så den bliver fremhævet.
  • Vælger en kjole med masser af tekstur, tænk især i blondedetaljer, som vil camouflere din mave.
  • Flytter fokus opad med en V-udskæring, da den trækker en lodret linje i stedet for en vandret. En vandret linje vil få taljen til at se bredere ud, hvor en kjole med halterneck også vil være ideel til at holde din store barm på plads.
  • Undgår de alt for løsthængende brudekjoler, da de vil få dig til at se større ud, end du er, og samtidigt får sat et højt opsat hår og vælger et par høje hæle, som sammen skaber en smuk silhuet.

Hav et fantastisk bryllup!

Se, hvad vi ellers skriver om: Bryllup, Kropstype, Kropsidealer, Kjoler og Guide