I mange årtier har Chanels makeupprodukter været pakket ind i den ikoniske sort-hvide lakemballage, men nu lanceres linjen Les Beiges, som er kendetegnet ved sin beige indpakning.
Eurowoman mødte Chanels makeupchef Peter Philips til en snak om smuk hud, hypede neglelakker og hemmelige makeuptips.
Hvad er det nye ved Les Beiges-linjen?
“Jeg rejser rigtig meget, lytter og taler med kvinder og kan mærke, at der er en klar efterspørgsel på quickfix-produkter. Kvinder vil se godt ud på ingen tid, og det skal først og fremmest være nemt.”
Hvad er det særlige ved den første nye pudder?
“De fleste kvinder synes, de ser bedst ud, når de lige er kommet hjem fra ferie og kun har brug for et strejf af bronzepudder. Jeg ville skabe en pudder, der giver den samme glød og udstråling som en bronzer, men uden at give den solbrændte farve. Healthy Glow Sheer Powder (1) kan bruges hele året rundt.”
Hvilken hudtype er pudderen til?
“Den er til alle hudtyper og indeholder SPF 15. Den kommer i fem nuancer, indeholder ingen olie, men sheasmør, mineraler og talkum, som gør, at den føles superlet og nærmest fugtgivende på huden. Dækkeevnen er let, hvis du bruger den medfølgende børste, men bruger du den nye kabukibørste med tættere hår (8), får du et mere dækkende og semimat resultat.”
Hvad kommer vi til at se mere af i Les Beiges-kollektionen?
“Jeg er allerede i gang med flere produkter. Alle skal være nemme at bruge og give et naturligt og strålende makeupresultat. Vi forventer at lancere farvet dagcreme, cremeblush, læbepomader osv. i starten af 2014.”
Du er uddannet grafisk designer i Belgien. Hvordan blev du makeupartist?
“Jeg er uddannet fra Kunstakademiet i Belgien og arbejdede engang som påklæder under modeugen i Paris. Her fik jeg øjnene op for makeupartisterne backstage, og at det faktisk var et arbejde. Jeg har ingen makeupuddannelse, men havde mange venner, der var designere og kunstnere som fx Ann Demeulemeester, Dries Van Noten og Martin Margiela og øvede mig på veninder. I et lille land som Belgien skulle en makeupartist kunne det hele. Lave negle, style hår og lave makeup. Jeg hang lidt bagefter med hårstylingen, så min mors frisør tilbragte en aften med mig, hvor jeg lærte alt det, jeg havde brug for for at kunne føntørre, sætte curlere i og lave en chignon. Dagen efter havde jeg mit første job.
Hvad putter du på modellernes hud, når du laver shows og kampagner?
“Det kommer selvfølgelig helt an på modellen og hendes hud, men jeg renser altid huden først med rent vand. Derefter lægger jeg Hydra Beauty Sérum (3), som indeholder vandmelonekstrakt og giver huden masser af fugt. Derefter bruger jeg foundationen Vitalumière Aqua (2) for at dække let og give masser af glød eller Perfection Lumière (4) for et mere dækkende resultat.”
Læs mere på næste side...
Hvad er dit favoritlook fra Chanelsshows gennem tiderne?
“Jeg elsker den makeup, vi lavede til haute couture-showet 2010, hvor de klassiske røde læber var i fokus (5). Looket var lidt inspireret af Mademoiselle Chanel selv og sangerinden Courtney Love. En sofistikeret version med fløjlsbløde læber, perfekt hud og ingenting på øjnene – noget, alle kan bære. Looket med de fake tatoveringer fra foråret 2010 er jeg også vild med. Det var der, vi lancerede den populære neglelak Particulière (7), der blev en bestseller.”
Hvordan har Chanels neglelakker fået deres kultstatus?
“Chanel har altid været god til neglelakker, og jeg kan tydeligt huske den klassiske Rouge Noir, som Uma Thurman havde på i Pulp Fiction. Da jeg kom til Chanel i 2008, kunne jeg mærke, at interessen for neglelak var stigende. De første neglelakker, jeg lavede for Chanel, var en limited kollektion på fire pangfarver, Robertson Collection. Det var et statement og lidt overraskende. Det gav negleindustrien et boost, tror jeg. Da den grønne neglelak Jade blev lanceret i 2009, gik folk amok, og jeg smiler stadig, når jeg tænker på de lange køer uden for butikkerne med både kvinder og mænd, der var sendt af sted af deres koner og kærester. Den blev hurtigt udsolgt, og en af dem blev solgt på eBay for 240 dollars! Vi laver farver, vi selv godt kan lide, eller som passer til Karls kollektioner, men hypen kommer nok også af, at vi laver begrænsede kollektioner og farver.”
Hvad er dit hemmelige makeuptrick?
“Jeg bruger altid meget tid på huden og gerne med to eller tre foundation-toner, så jeg former ansigtet. Den mørkeste nuance lægger jeg under kindben, i hårgrænsen og under hagen. Derudover bukker jeg også altid vipperne, inden jeg kommer mascara på – det løfter hele looket.”
Hvad er din favoritøjenskygge?
“Jeg kan bedst lide de helt naturlige nuancer, som skyggerne i paletten Prélude (6). Jeg elsker at lege med spillet mellem lys og skygge, og disse passer til alle hudtoner. Starter jeg først med farver, kan jeg gå helt amok og nærmest ikke stoppe.”
Har du en skønhedsmuse?
“Jeg elsker filmikonet Sophia Loren. Hun var fantastisk smuk som ung, og selv om hun nu er 70 år og har levet et hårdt liv, ser hun stadig sexet og supergodt ud.”
Se Peter Philips' favoritter fra Les Beiges på næste side...
Peter PhilipsPeter Philips' favoritter:
Øverst fra venstre:
Læs også: Magisk modeuge-makeup