"Crossfit træning giver den der glød i ansigtet, som man ikke kan købe for penge"
Den 29-årige sangerinde Hannah Schneider er aktuel med sit andet solo album, som hun selv har skrevet, produceret og spillet de fleste instrumenter på.
Hannah Schneider udgiver sit andet soloalbum ”Me vs. I” 20. februar, som hun selv har skrevet, produceret og spillet det fleste instrumenter på.
”Det har været en meget ensom, men virkelig spændende proces, som jeg ikke ville have været foruden. Så lige nu er jeg i gang med at vænne mig til at være en del af denne verden igen, og ikke sejle rundt i mine egne idéer og tanker hele tiden!”, fortæller Hannah til ALT for damerne.
Du kan høre og se videoen til singlen ”In The Line Of Fire” i en speciel ”køkken” version her.
Hvis du kun måtte give ét skønhedsråd, hvad skulle det så være?
Min mor er en vaskeægte hippie, og hun har altid fortalt mig, at en god rask gåtur er den bedste skønhedskur. Jeg har opdateret rådet til 2012 og synes, at en omgang crossfit træning gør mig smuk, frisk og giver den der glød i ansigtet, som man ikke kan købe for penge.
Hvilket skønhedsprodukt har overrasket dig mest positivt?
Tør-shampoo fra Swiss O-PAR. Emballagen ligner noget fra en østtysk tankstation, men det virker glimrende, giver fylde til håret og redder én, hvis man har måttet springe en hårvask over.
Frottee Tørshampoo, 200 ml, Swiss O-par, 85 kr.
Hvem har god skønhedsstil?
Jeg synes Helena Christensen altid formår at se fuldstændig forrygende smuk og sund ud – som om hun lige har dyrket yoga, svømmet en tur eller siddet i eftermiddagssolen med en frugtdrik.
Helena Christensen til lanceringsfest for Seimei sidste år (foto: Michael Stub).
Hvilken behandler kan du anbefale?
Jeg har faktisk aldrig prøvet at få en rigtig skønhedsbehandling, men laver ofte den hjemmelavede version med fodbad, lækre olier, ansigtsmaske og god musik på anlægget.
Bliv også inspireret af Ibi Støvings skønhedstips.
Nøgleord: skønhed, Hannah Schneider, Helena Christensen, crossfit