Nanna Søbirk

Designer: Med alderen har man ret til mere kvalitet

Nanna Søbirk, designeren bag mærket Kokoon, lader sig oftere inspirere af underspillet og luksuriøs stil end af folk, der er med på noderne og fremviser de seneste nye tendenser.

Hvad bliver dit næste køb?

"Det bliver nok noget sommerligt, da jeg efter ferie i London og Paris er godt dækket ind til vinteren. Jeg tror, det bliver noget fra Stella McCartneys SS13-kollektion – den ser supercool ud."

Hvad ser man dig aldrig i?

"Akrylstrik og polyester – jeg kan simpelthen ikke holde ud at gå med tøj, som kroppen ikke kan ånde i, og har også besluttet mig for, at jeg er blevet for gammel til det. Jeg mener nemlig, at man med alderen har ret til mere og mere kvalitet."

LÆS OGSÅ: Camilla Ottesen: "Jeg er åben over for alt"

Hvad skiller du dig aldrig af med?

"I mit klædeskab er der ingen garantier – alt har sin tid - men min mand har jeg tænkt mig at holde fast på. Ellers skulle det da lige være min brudekjole fra Ann Demeulemeester. Den får også lov at blive til evigt minde om en fantastisk dag."

Hvem har god stil i dine øjne?

"Folk, der er tro mod deres stil og ikke skifter udtryk hver sæson. Selvom det altid er befriende, når nogle tør skille sig ud fra mængden, synes jeg også, det er lækkert med en underspillet dyr stil, der ikke kræver opmærksomhed, men som bare oser af kvalitet."

Se billeder fra Nanna Søbirks klædeskab i denne uges ALT for damerne (nr. 01/2013).