"Er orange eller blomstrede bukser in, så går jeg langt udenom dem"
Tv-caster og pr-agent, Elisa Lykke, 41, elsker dansk design, som rammer hendes egen stil spot-on, mener hun. Alligevel indtager New York førstepladsen som hendes favoritby, når det gælder shopping.
Hvor holder du af at shoppe?
"New York er et slaraffenland at shoppe i, både når det gælder tøj, sko og boligtilbehør. Berlin er også cool, men ellers er jeg ret glad for København og Århus, som har mange inspirerende og fede butikker."
Har du nogle favoritdesignere?
"Jeg synes, der er så mange fantastiske designere, og især de danske er dygtige. Malene Birger, Gestuz, Designers Remix, Margit Brandt og Susanne Rützou må jeg dog fremhæve, da de alle rammer min stil. De har det rå, feminine, klassiske, frække og specielle, som er mine favoritter til garderoben. Og så shopper jeg ofte hos H&M, Zara, Gina Tricot og Topshop, der har et fantastisk high-street-design."
Hvad betyder mode og stil for dig?
"Det er en vigtig faktor, som viser hvilken type kvinde, du er. Og det kan få dig til at føle dig yderst veltilpas. Men hvis man ikke er en fantastisk person med power og udstråling, så er mode for mig fuldstændig ligegyldig. Jeg følger med i det meste, der rører sig på modefronten og er til mange modeshows i modeugen, men er langtfra slave af moden, og er orange eller blomstrede bukser in, så går jeg langt udenom dem. Jeg er ret tro mod min egen smag."
Hvad skiller du dig aldrig af med?
"Mine lange festkjoler. Mange af dem er specialdesignet til mig af Lasse Spangenberg og Christina Borcher. Jeg vil også altid beholde mine Mulberry-tasker og mine smykker, som både er gaver og arvesmykker."
Hvad bruger du smykker til i dit look?
"Som et lille friskt pust til smukke outfits. Jeg bærer smykker med indstillingen ’less is more’. Hellere én enkel, stor ring eller halskæde og intet andet. Det skal pifte lidt op, ikke tage fokus fra tøjet."
Elisas smykkesamling huser alt fra arvestykker til rejsefund og klassikere fra Georg Jensen.
Læs også: Få Sofie Lassen Kahlkes stil-tip