Aiayu

Strik-designer: Her shopper jeg

På en dårlig dag, er der hos Marie Worsaae, 36, partner i Aiayu, ikke noget der slår at hoppe i et par fine sko – det skulle da lige være noget lækkert strik, som er hendes helt store passion, når det kommer til klædeskabsfavoritter…

Du har noget med strikbluser?

"Jeg synes, der er noget håndværk over strik – strik er tredimensionelt i modsætning til mange andre kvaliteter. Fordi du har både farven, snittet og selve strik-ideen i spil. Det er et håndværk, der er synligt og diskret på én gang. Og netop derfor fortjener strik det smukkeste materiale."

Hvad redder dig på en dårlig dag?

"Mennesker med humor og et par fine sko."

Hvor foretrækker du at shoppe?

"Torvehallerne, der har en masse forskellige nicher samlet på et sted. Og hos Stilleben, hvor jeg bare er vild med deres inspirerende univers af nips og fint design, Le Bon Marche i Paris, der har mange mærker indenfor både mode og indretning (og som for øvrigt forhandler Aiayu), og i New York er jeg ret vild med smykkedesigner Ted Muehling – butikken er så smuk og minder mest af alt om at træde ind i Alladins Hule."

Hvad skiller du dig aldrig af med?

"Mine Ingrid-bluser fra Aiayu. Jeg kan simpelthen ikke få farver nok, og jeg kan bruge den i alle situationer, hvad end jeg skal ud eller bare være afslappet."

Maries forkærlighed for strik – her i form af huer, vanter, halstørklæder – alt fra Aiayu.

Favorittrøjen over dem alle, modellen Ingrid fra Aiayu.

LÆS OGSÅ: Se Ibi Støvings klædeskab

Se flere billeder fra Marie Worsaaes klædeskab i denne uges ALT for damerne (nr. 04/2013).