Mine blå stiletter gør mig glad
Hvordan bruger du mode i din hverdag?
Jeg bliver da helt klart inspireret af farver og mønstre, jeg ser i gadebilledet og magasiner, men det er lige så meget kunst, tegnefilm og bøger, som inspirerer mig.
Hvad ser man dig aldrig i?
Man ser mig aldrig i dunjakke eller fleecetrøje. Jeg er nok lidt sær, hvad overtøj angår, men jeg vil hellere gå med tre uldtrøjer under min vinterfrakke end føle mig helt fremmed og forkert i en fleece. Jeg kommer heller ikke i hullede cowboybukser, pandebånd og andre levn fra 80’erne, som jeg HAR oplevet og udlevet.
Hvad er et godt køb i dine øjne?
Det, som gør en glad og tilfreds, når man tager det på. Eller det, som holder i stil og kvalitet i mange år. Nogle af mine bedste køb er en sort silkekjole fra Camilla S, der er god både til hverdag og fest. Så er der min rejsetaske fra Yvonne Koné, der var dyr, men alle pengene værd. Nogle ting bliver jeg glad af bare ved kigge på dem, som mine blå stiletter købt på nettet. Og alle mine emaljebrocher købt på nettet og hos interiørbutikken Jolander i København er en sand glæde både på tøjet og på mit moodboard. Og jeg må heller ikke glemme mine indiske tørklæder, som bliver brugt både sommer og vinter og er gode til at give kulør til et mere neutralt look.
Indiske tørklæder i alle kulører har en særlig plads i Rie Elises hjerte.