Keramiker Anne Black lader sig ikke diktere af modens tendenser, hun lader sin personlig stil stå frem istedet.

Keramikerens klassiske tøjstil

Du kender sikkert hendes fine skåle, kander og vaser med prikkede mønstre (ellers kan Google hjælpe!), og keramiker Anne Black, 40, prioriterer også det klassiske design i god kvalitet, når hun vælger tøj og tilbehør – se hendes klædeskab i ugens ALT for damerne og få mere inspiration lige her.

Har du nogen favoritmærker?

Belgiske Sophie D'Hoore for materialevalget og det altid klassiske og tidløse lidt herreagtige snit. Japanske Mina Perhonen for superlækre materialer med lidt skæve og pudsige detaljer udført med klassisk håndværksmæssig dyd. Danske Aymara for deres fine produkter, som forener æstetik med en etisk produktionsform og socialt engagement.

Hvad betyder mode og stil for dig?

Mode er et meget flygtigt og på en måde lidt udvandet begreb. Det handler for mig mere om personlig stil, som kan komme til udtryk gennem påklædningen. Det er klart, at man er påvirket af de tendenser, der florerer, og at nogen andre bestemmer, hvad der hænger på stængerne ude i butikkerne, men jeg føler mig på ingen måde dikteret. Mode pirrer min nysgerrighed, men mine valg har som regel et andet udgangspunkt end det, der er hot lige nu og her. 

Hvad skiller du dig aldrig af med?

Alting har sin tid, men de smykker, som jeg har fået i gave, skiller jeg mig ikke af med.

Anne Black skiller sig aldrig af med sine armbånd fra Sys Bjernhof (det ene en barselsgave, det andet en 40-års fødselsdagsgave) – og slet ikke vielsesringen designet af Mette Saabye.

Hvem har god stil i dine øjne?

God stil er der rigtig mange, der har på uendelig mange forskellige måder. Egentlig tror jeg, det afgørende er en bevidsthed om, at man udtrykker noget med det, man tager på. Jeg ser stil næsten som en kunstnerisk udtryksform, og for mig fungerer det underspillede og afslappede bedst. Folk, hvis personlighed kommer til udtryk gennem påklædningen, som på en eller anden måde matcher det, de står for, har i mine øjne god stil. Jeg har ikke et stilikon, men bliver fascineret og inspireret af veninder og folk, jeg møder på gaden.

Læs også om Lene Espersens stil.