Modeuge i Milano: Scarlett Johansson indtager Italiens modecentrum
Regnen silede desværre ned over Milano søndag, men det havde selvfølgelig ikke indflydelse på modefolket. Her var nemlig hverken gummistøvler eller regnslag at spotte på første række.
Dagens første show var Marni » – og som altid var alle gæster klædt i ... Marni – det er nærmest en sekt. Det var en fantastisk smuk kollektion, der viste, at designer Consuelo Castiglioni har fundet ind til sine kernekompetencer med masser af enkelt, voluminøst tøj, mørkeblå farver og smukke prints – meget luksuriøst.
Frakkerne er blevet tilsat masser af sten, og derudover viste hun et væld af smukke korte pelse. Bukserne er stumpede eller sporty med elastik i taljen. Helt klart et af vores yndlingslook.
Smukke danske Agnete Hegelund lyste atter op på catwalken hos Marni.
Stormagasinet La Rinascente før Scarlett Johansson viste sig in person.
Der var et kæmpe furore ved det luksuriøse stormagasin La Rinascente. Det viste sig, at skuespillerinden Scarlett Johansson, der er det nye ansigt for Dolce & Gabbanas makeup-linje (som du desværre ikke kan få i DK endnu), kom forbi sammen med den italienske designerduo. Der var vanvittigt mange mennesker, der stod i kø for at komme ind, deriblandt også Eurowomans udsendte, men vi måtte simpelthen give op.
Scarlett Johansson sammen med Domenico Dolce (tv.) og Stefano Gabbano til lanceringen af makeup-linien ‘The Makeup’.
Derefter tog vi til Salvatore Ferragamo. Det klassiske italienske modehus viste luksuriøs lady-like stil med masser af kjoler i bordeaux, brune og mørkviolette farver.
Kollektionen er inspireret af 40'erne og byder på skræddersyede kjoler, og modellerne havde hår og mørkerøde læber à la skuespillerinden Veronica Lake. Alt i alt en meget sofistikeret stil, og vi kan allerede nu begynde at tænke i de klassiske looks til efteråret.
Prada » bød indenfor til en dyster, men gennemdesignet og luksuriøs kollektion. Designer Miuccia Prada viste os oversize frakker med store kraver, man kan gemme sig under. Her var masser af skind, og vi så igen sten på bl.a. frakker og kjoler.
Danske Freja Beha (tv)
Som vi fortalte i går, er mange af modehusene hernede inspireret af 80'erne, men den er Prada ikke hoppet på. Her er ingen neonfarver, men masser af brunt og sort, dog brudt af enkelte items i rød. En enkel og fin kollektion til efteråret.