Modeugens første dag: Besøg af en kronprinsese og en amerikansk moderedaktør
Onsdagen byder på alt lige fra Bella Centerets trendshow til Eurowoman og Mulberrys storslåede velgørenhedsarrangement i Mulberry butikken på strøget.
Dagens første show er i Bella Centeret, og det er et sandt orgie af farver – især pastelfarverne er et hit blandt de forskellige designere. Der er ingen tvivl om, at vi skal væk fra finanskrisen og klæde os i muntre og glade farver.
Svenske Minimarket viser også masser af skønne farver som koral og turkis. Stilen er enkel, ung og funky, og de farverige dele er ofte kombineret med hvid og grå. Der bliver vist masser af kropsnære nederdele, stumpebukser og korte kjoler – det meste stylet med en lille hård hat og en knold i nakken. Det er en fin lille kollektion, der nok skal vinde indpas på det danske marked.
En af Danmarks topdesignere Ole Yde viser en lille, men yderst eksklusiv kollektion på Københavns Rådhus. Han viser elegante sorte silkekjoler, der smukt bliver akkompagneret af klassisk opera i højtalerne. Derefter bliver stilen mere casual for igen at runde af med hans karakteristiske festkjoler. Især en lang sort asymmetrisk kjole med høj slids er med til at fastslå, at han er en af Danmarks dygtigste couture designere.
Se Ole Ydes show på www.copenhagenfashionweek.tv/ »
Susanne Rützou holder traditionen tro show onsdag aften kl. 20. Hun har ladet sig inspirere af havet, hvilket både ses i hendes print og hendes brug af grøn, turkis og blå. Ankelstøvlerne, som hun præsenterede ved sidste modeuge, og som har vundet stort indpas hos diverse moderedaktører, er også rigt repræsenteret i år – denne gang blot i sommerens pastelfarve rosa.
BZR er sidste show denne onsdag, og de viser en enkel, men cool kollektion, der indeholder alt lige fra højtaljede jeans til buksedragter og små seje rygsække i ruskind. En yderst brugbar kollektion til den yngre og street smarte pige.